Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zinck, Hardenack Otto Conrad, 1746-1832, Musiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og 21-22 Aar gl. drog han til Hamborg, hvor han blev Kirkesanger.
Han studerede ivrig Musik, og navnlig blev Ph. Em. Bach,
der var kirkelig Musikdirektør, og under hvem han sang, hans
Ledestjærne. I Musiklivet greb han virksomt ind, først og fremmest
som Fløjtevirtuos; han komponerede for dette Instrument og skal
have været den første Fløjtenist af Betydning i Hamborg. Desuden
var han en meget færdig Klaverspiller. 1774-76 gav han
Subskriptionskoncerter, to eller tre ad Gangen, ved hvilke bl. a.
store Oratorier opførtes. Han informerede i Sang, i alt Fald Susanne
Elisabeth Pontet (født 1745 og af fransk Herkomst), hvem
han ægtede 27. Sept. 1774. De ansattes 17. Dec. 1777 ved det
meklenborg-schwerinske Kapel i Ludwigslust, han som Fløjtenist,
hun som Sopransangerinde. Her komponerede han sine tiltalende,
friske 6 Klaversonater (1782), hvori han ikke fornægtede sin originale
Natur og lod, saa længe før Beethoven, den sidste udmunde
i en Sang. I Sept. 1786 gjorde Z. med sin Hustru en Udflugt til
Kjøbenhavn og præsenterede hende som sin Sangelev og sig selv
som Fløjtenist ved en Hofkoncert og en Koncert paa Theatret.
Begge gjorde Lykke. 15. Sept. 1787 ansattes han som Akkompagnatør
i det kongl. Kapel, med hvilken Stilling en Plads som
Syngemester ved Theatret var forbundet. Han kom i Okt. 1787
samtidig med den nye Kapelmester, Schulz, og begyndte med at
danne et fast Korpersonale; af 100 udvalgte han til Operaen
«Cora» 40, hvis «hæse Stemmer og haardhudede Ører» gav ham
nok at bestille; men, utrættelig som han var, kom han til et
særdeles godt Resultat. Som Akkompagnatør, en Stilling, der
efterhaanden undergik Forandringer og skrumpede ind, dirigerede han,
naar Schulz havde Forfald, ved Klaveret i Forening med Koncertmesteren.
Han komponerede P. A. Heibergs Syngespil «Selim og
Mirza» (1790), men dette hans eneste dramatiske Forsøg vandt
ikke synderligt Bifald. Ved Vor Frelsers Kirke var han Organist
1789-1801.
Fløjten lagde Z. strax paa Hylden for at forsage Virtuosvæsenet
og ofre sig for, hvad der ganske opfyldte ham, Ideerne
om Musikkens folkeforædlende, kulturbringende Magt. De laa i
Tiden, og Schulz stillede sig i Spidsen for Bevægelsen. Til deres
Virkeliggjørelse var Udbredelsen af folkelig Sang, Skole- og
Kirkesangens Forbedring virksomme Midler. Z. blev efter Schulz’
Anbefaling Musiklærer ved det nye Seminarium paa Blaagaard, der
var det første i Danmark (1791). Han fik Bopæl paa Blaagaard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
