Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796-1876, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
visse Aarsagers Skyld». Han maatte af Hensyn til Udkommet
give sig af med mange litterære Arbejder, som kun i ringe Grad
kunde vække hans Lyst og Interesse. Hans Deltagelse i Udgivelsen
af Poul Møllers Skrifter og Aarestrups Digte skyldtes oprigtig
Pietet og vaagen Sans for virkelige digteriske Værdier; men de
Børnebøger, Anthologier og Oversættelser, som tog en rigelig Del
af hans Tid, fremkaldtes nærmest kun af økonomiske Hensyn.
Dette Erhverv hemmedes i hans ældre Dage ikke lidet af den
Synssvækkelse, hvis første Symptomer ytrede sig omtrent ved hans
60. Aar og fyldte ham med Skræk for, at den Tid skulde komme,
«da jeg ikke mer kan se en Sommer med dens grønne Skov,
dens Rosenblommer». I Løbet af nogle Aar udviklede den sig til
fuldstændig Blindhed, og W. følte sig smertelig isoleret, men en
heldig Operation gav ham til hans usigelige Glæde Synet tilbage.
Han kunde atter færdes paa egen Haand i sin kjære Bys Gader
og, gamle Vaner tro, læse sine Blade i «Røde Lygte», faa sig en
Passiar i Reitzels Boglade og ryge sin Cigar paa «Fædrelandets»
Kontor. Som han havde sit Væsens dybe Rødder i den ødanske
Natur, saaledes var Kjøbenhavn bleven ham den bekvemme,
fortrolige Stad, hvor han helst i Verden vilde bo.
Men dette blev ham ikke tilladt. Gjentagne Gange maatte
han meget mod sin Vilje bryde op med Familien og tage Bolig i
Paris; til sidst, ved det kjøbenhavnske Hjems fuldstændige
Opløsning, blev han slet ikke spurgt og anede intet om Rejsen, før
den stod lige for Døren. I Paris vantrivedes han, og den Digter,
hvis Alderdom i de kjære vante Omgivelser hans Landsmænd
gjærne vilde have forsødet, ja forkjælet i taknemmelig Erkjendelse
af alt, hvad hans Land skyldte ham, sygnede hen som en kuet
og vanrøgtet Plante i den fremmede Jord. En mørk Vintermorgen,
30. Dec. 1876, sov han stille hen.
Hjemme mindedes man Slutningsstrofen i hans herlige Digt
om Sjælland:
Naar alting er til Ende
og Natten stunder til,
naar slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil –
ak, kunde jeg da lægge
til Ro mig i din Eng,
dit Grønsværtæppe trække
over mig og min Seng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
