Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Winther, Rasmus Villads Christian Ferdinand, 1796-1876, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke «en evig» – og han skrev til hende Digtet «Lille Cathrine,
hvi bær Du det dejlige Haar» osv.
Examen fik han da i Okt. 1824 – med Haud, men alligevel
til Glæde for Hjemmet, der vel næppe havde ventet mere. Han
gjenfandt i Studenterforeningen sit gamle Vennelag, var en kort
Tid Alumnus paa Elers’ Kollegium og fik ved Prof. H. N. Clausens
Medvirkning en behagelig Plads som Huslærer hos den velhavende
Grosserer Müffelmann. Han blev her optagen i et komfortabelt
og dannet, forstandig ledet Hjem, blev efter Tidens Forhold
rigelig lønnet og havde Tiden til sin Raadighed fra om Eftermiddagen;
om Vinteren beboede man en elegant Etage i Bredgade,
om Sommeren den store Ejendom Fuglesang ved Lyngby Sø; her
var der regelmæssig Omgang med Fruens Slægt, den rige Familie
Tutein og dens i alle Henseender udvalgte Omgangskreds. I
Ermelundshuset boede Familien Wexschall, og W. blev et velkomment
Medlem af Anna Wexschalls aandfulde Venneskare. Overalt var
han meget afholdt for sin selskabelige Pli og sine musikalske
Arrangementer; han førte sig som fuldendt Kavaller, hensynsfuld
mod de ældre, ridderlig mod Damerne, helst naar deres Væsen
kunde fylde ham med en let erotisk Stemning. Naar W. paa
denne Tid skriver til en Ven: «Jeg er ikke forelsket, altsaa
halvdød», er dette ikke fuld Sandhed, thi fra første Færd af gjorde
hans femtenaarige Elev Alvildes unge Kvindelighed og pikante
Natur et betagende Indtryk paa ham; han har helliget hende adskillig
Lyrik og i Furesødigtet «Flyv, Fugl, flyv» tegnet hende
som den sortøjede Skjønhed med de «gulbrune Lokker, der flagre
for Vinden – let er hun, rank som et Ax». Men hun har formodentlig,
som det er den tidlige Ungdom egent, betragtet sin
trediveaarige Lærer som en alderstegen Herre, i alt Fald ytrede
hun ikke Spor af Gjenkjærlighed, og for denne hendes Kulde
maatte hendes syndige Brødre bøde, naar Præceptoren lod sin
Skuffelse gaa ud over dem. I lang Tid er det hende, der sætter
hans Stemningsliv i Bevægelse og giver hans Digtning dens skiftende
Farvespil. Han skriver i sin Huslærertid bl. a. «Hvile paa
Vandringen», «Rankens Datter», «Ridder Kalv», «Hvor Fjældets
Graner lude», «Amor Jesuita», «Tonerne», «Sauvegarden», «Kongens Skygge»,
«Min Moster og jeg», «Elskovsseglet», Træsnittene
«Erik og Ellen», «Asbjørn og Thora», «Martin og Marie».
Den Paaskjønnelse, hvormed baade umiddelbart modtagelige
Poesielskere og kyndige Kjendere modtog denne Digtning, havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
