Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wiehe, Anton Wilhelm, 1826–84, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
3. og 4. Akt og som Møller i «Hr. og Fru Møller». I de følgende
Aar optraadte han af og til som Deklamator, men enhver Mulighed
for Gjenoptræden paa Scenen var og blev udelukket; 4. Jan. 1884
døde han i Kjøbenhavn.
Blandt W.s Repertoire paa det kongl. Theater indtage de
Oehlenschlägerske Helte en fremtrædende Plads, og han, som i
lige Linje stammede ned fra Michael Rosing, der havde foresvævet
selve Digteren som Idealet af en nordisk Helt, havde ypperlige
Betingelser for disse: hans Skikkelse var vel ikke stort over
Middelhøjde, men skulderbred og kraftig bygget, hans Gang var rask,
hans Holdning rank, og han bar sit store smukke Hoved stolt og
frit, og hertil kom hans skjønne, fuldtonende Stemme, der med
Vælde kunde runge gjennem Salen, og som tillige besad en egen
blød Mandighed, der kunde smelte hen i en næsten barnlig Klagen
uden at blive sødladen eller umandig. W., der i sin Ungdom
havde nydt N. P. Nielsens Vejledning, brugte denne store, skjønne
Stemme paa traditionel eller om man hellere vil akademisk Vis;
de Oehlenschlägerske Vers rullede rhytmefast, i lange, brede Bølger
frem over hans Læber, han deklamerede ganske vist, men troende
og selv betaget gjorde han altid et stærkt og gribende Indtryk;
dog lagde han mere Vægt paa Velklangen end paa Karakteren,
derfor staa i hans Oehlenschlägerske Repertoire de unge, ildfulde
Helte som Axel i «Axel og Valborg», Olaf Trygvason i «Hakon
Jarl», Oluf i «Dronning Margareta», Svend Tveskjæg i «Palnatoke»
højere end de ældre grublende Herskere som Abel i «Erik og
Abel» og selve Hakon Jarl.
Medens W. i sine Helteroller ikke naaede langt inden for den
ydre Skal, trængte han i den Række moderne – væsentlig norske
– Karakterroller, han fremstillede i den sidste Del af sit
Kunstnerliv, helt ind til den menneskelige Kjærne; med Mesterhaand gav
han hver af disse Figurer sit Særpræg, og han udpenslede med
Finhed, støttet paa sit eget rige Følelsesliv og sin Livserfaring,
dette i dets forskjellige Overgange. Her var først en Række
halvvejs Elskerroller som Axel i «De nygifte», Edvard Grant i «Et
rigt Parti» og Grosserer Block i «Helene» og dernæst de to store
Karakterroller Stensgaard i «De unges Forbund» og Tjælde i «En
Fallit». I disse to højst forskjellige Roller viste W., hvor langt
han kunde have naaet i moderne Karakterskildring, om ikke
Sygdom havde brudt hans Kraft; med Skarphed og Lune
gjennemførte han i Stensgaards Rolle, som han gav paa «durende» Norsk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
