Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thaarup, Thomas, 1749-1821, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hele Publikum istemmede. Ja, da Forestillingen var forbi, gjentog
man dens sidste Vers «med en Højtidelighed, der nærmede sig til
den mest brændende Andagt». Noget lignende, skrev «Minerva»,
har Danmark aldrig før set, og faa Nationer kunne vel opvise Magen
dertil. Denne Almuesang blev, siger Rahbek, «i en Række Aar
som en Slags Nationalsang».
Et Par Aar i Forvejen (1786) var der ved en Koncert paa
det kongl. Theater blevet afsunget en Kantate af T., i hvilken han
talte varme Ord for Bondestandens Frigjørelse (2. Afdeling begynder:
«Hør, Landets Fader! Trældoms Klage »); til Kantaten havde han
benyttet Naumanns Musik til den tyske Operatext «Cora».
Kantaten, som gjorde Lykke, henledte Opmærksomheden paa denne
Opera, og man ønskede at faa den frem paa det kongl. Theater.
T. blev anmodet om at oversætte den, og derved kom han i
Forbindelse med Skuepladsen. «Cora» udkom 1788 og det følgende
Aar oversatte han en fransk Operatext, «Aline». Saa kom 1790,
da Kronprinsens Indtog med Danmarks vordende Dronning satte
alle patriotiske Munde og Penne i Bevægelse. Til Festforestillingen
paa Theatret havde Pram efter Opfordring skrevet «Frode og
Fingal»; Direktionen var ikke helt tilfreds med det, man syntes,
at den patriotiske Glæde over Formælingen ikke kom tydelig nok
frem. Saa indleverede T. et Tilbud om et lille Syngestykke, hvori
denne Følelse skulde spille en fremtrædende Rolle. Tilbudet blev
modtaget, og T. skrev saa «Høstgildet», et Syngespil i en Akt.
Den Digtart, vi møde i dette Stykke, er den dramatiske Idyl
Tilløb til den have vi ganske vist i den tidligere Litteratur, bl. a.
hos Ewald; men det er dog T., der bliver dens egentlige Skaber
med «Høstgildet». Af Handling og Karaktertegning er der meget
lidt i dette Arbejde; det, der bærer det, er den lyriske,
idylliskelegiske Tone, som særlig kommer frem i de indlagte Sange («Nys
fyldte skjøn Sired det attende Aar», «Fædrene Bolig, o straatækte
Hytte» o. fl.). Det er egentlig «Høstgildet», som bringer den
danske Bonde ind i Litteraturen, vel at mærke ikke som en
fordrukken og forkuet «Jeppe», men som en Mand, man kan have
Agtelse og Sympathi for; thi Kongen «har adlet Bondens Stand»,
«Adel kan en Bonde være», og han kan «føle under Vadmels
Kofte». Det er Bønder, som ikke «sælge deres Døtre» til den,
der møder med det største Hartkorn, de ere oplyste og udviklede,
have Sans for Fædrelandet og Almenvellet osv. Det er en
Fremtidsskikkelse, T. her maler, ikke Bonden fra 1790, der, lige løst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
