- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / XVI. Bind. Skarpenberg - Sveistrup /
493

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Struensee, Johann Friedrich Greve, 1737-72, Statsmand

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Naturligvis gav denne ham Lejlighed til at se meget i England og
Frankrig, der havde stor Interesse for ham, og, takket være hans
Stilling hos Kongen, blev han Æresdoktor i Medicin i Oxford.
Men det vigtigste ved Rejsen var naturligvis det Forhold, hvori
han kom til Kongen personlig. Han havde fra først af gjort et
behageligt Indtryk paa denne, og han forstod efterhaanden at sætte
sig fastere og fastere i Yndest hos ham. Efter hvad han selv har
fortalt, holdt han det under Rejsen for sin Hovedopgave at hjælpe
paa Kongens allerede den Gang stærkt rystede Nervesystem og
vænne ham til en Levevis, der kunde styrke ham paa Sjæl og
Legeme. Hvorledes det end har hængt sammen hermed, blev
Rejsens Virkning, at Kongen efter dens Forløb snart sank sammen
i stigende Sløvhed og Viljeløshed, og at den Yndest, han mere og
mere havde fattet for S., banede Vejen for denne til efter
Hjemkomsten at vinde en uindskrænket Indflydelse over ham.

Det var først som Livlæge, at S. nu tog Ophold i
Kjøbenhavn med en aarlig Lønning paa 1000 Rdl. og fri Bolig paa
Prinsens Palais. 12. Maj 1769 fik han Etatsraadstitel, hvad der gav
ham Adgang til at spise ved «det andet Hoftaffel». Da det endnu
nærmest var som Læge, at han havde gjort sig bekjendt, blev han
13. Okt. 1769 sat ind i en Kommission, der skulde gjøre Forslag
til en Koppeindpodningsanstalt, og 2. Maj 1770 foretog han selv
Koppeinokulationen paa den kun lidt over 2 Aar gamle Kronprins.
Det gik heldig dermed, og som en Slags Løn derfor blev han 3
Dage derefter gjort til Forelæser hos Kongen med 1500 Rdl.s Gage
og Konferensraadstitel.

Om S. nogen Sinde har haft synderlig Dygtighed som Læge,
er tvivlsomt; der var i de.t mindste meget delte Meninger derom,
og vi vide lejlighedsvis fra paalidelig Kilde, at han i Foraaret 1770
helt havde tabt Interessen derfor. Da var han ved i en ganske
anden Retning at begynde at forberede den Løbebane, som skulde
hæve ham saa højt, men ogsaa til sidst fremkalde hans dybe Fald.

Den Gang han fulgte Kongen til Kjøbenhavn, havde han
ganske sikkert endnu ingen bestemte Tanker om at spille en Rolle
som Statsmand, men nok om at gjøre Lykke, paa hvilken Maade
det kunde ske. Den alvorlige Opdragelse, han havde faaet i sine
Forældres pietistiske Hjem, og de Indtryk, han havde modtaget i
Halle, Pietismens gamle Hjem, havde saa lidt stemt ham religiøst,
at han tvært imod ved denne Retnings Overdrivelser var ført over
til det modsatte, nemlig til at slutte sig til den fritænkerske

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:32:15 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/16/0495.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free