Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schumacher, Heinrich Christian Friedrich, 1757-1830, Anatom, Kirurg, Botaniker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
uafhængig, selvstændig og af friere Ideer mere gjennemtrængt
Natur end hans Kolleger ved Akademiet. Forskjellen i den hele
Opfattelse kom oftere frem paa ret pinlig Maade; saaledes ses S.
ved en Vakance i Reservekirurgikatet paa Frederiks Hospital 1799
varmt, men forgjæves mod de andre at have støttet den jødiske
Kirurg Henriques’ Kandidatur, i det han voterer, at «Hospitalet
vilde være langt bedre tjent med denne end med nogen af de
andre, og burde der i vores Tid ikke finde nogen Fordomme Sted
og mindst, hvad Videnskaben angaar». 2 Aar efter fik han dog
sin Protegés Udnævnelse trumfet igjennem. «Fordomme» mærkede
han vist adskilligt til ved Akademiet, og fri for Kanter var han
ikke selv, det er derfor heller ikke uforklarligt, at han i 1813, da
han efter sin 2. Hustrus Død (1808) havde giftet sig 3. Gang og
denne Gang faaet en betydelig Formue med sin Brud, Cecilie Marie
Elisabeth Schou, f. Bagge, Datter af Brygger Christian B. og Enke
efter Faktor i Frederiksnagor Poul Johan S., ret pludselig tog sin
Afsked fra alle sine Embedsstillinger og trak sig tilbage i landlig
Ensomhed til sit erhvervede smukke Landsted Frydenlund ved
Vedbæk for her i fuldt Otium at kunne dyrke sine videnskabelige
Interesser og Studier.
Dette var dog vist et noget overilet Skridt, og et
uforstyrreligt Elysium fandt han ikke paa Frydenlund. Tvært imod overgik
der ham 1817 en overordentlig pinlig Tort, i det han af sin
snedige Tjenestekarl angaves for den yderst graverende Forbrydelse
at have indfanget Vildt fra Kongens Vildtbane i sin Have og blev
kun fri for egentlig Tiltale mod at betale den i Jagtforordningen
fastsatte kolossale Bøde, hvoraf saa en god Del tilfaldt Angiveren.
Umiddelbart efter denne Kalamitet opgav S. sit kjære Landsted
og flyttede tilbage til Hovedstaden, hvor han etablerede sig som
praktiserende Læge. Samtidig (1817) udgav han som Resultat af
sine Otiumsstudier et anseligt konkyliologisk Værk: «Essai d’un
nouveau systéme des habitations des vers testacés» (med 22 Tavler),
der gjorde ham end mere bekjendt i Udlandet og ved sine skarpe
Iagttagelser har hævdet en ikke ringe systematisk Betydning, om
han end her nok viste sig som den uskolede Avtodidakt, og
Værket, som Gosch bemærker, ved sit Udgangspunkt med Skallerne
som eneste Grundlag for Inddelingen fik et vist Dilettantpræg og
laa under Malakologiens daværende Niveau. Det varede imidlertid
ikke længe, inden han, som havde trofaste og indflydelsesrige
Venner, ogsaa i det medicinske Fakultet og her først og fremmest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
