Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schram, Peter Ludvig Nicolai, 1819-95, Operasanger og Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han første Gang 1845 og Bartholo i «Barberen i Sevilla» 1846,
men man forholdt sig lidt reserveret over for hans Komik, især som
Leporello. Han ønskede at uddanne sin Sangkunst videre under
Garcia i Paris, fik et Stipendium og en kongelig Gave, rejste i
Maj 1846 og begyndte hos Garcia. Denne vilde gjøre ham til
Virtuos af den Rossiniske Skole, men Skalaerne og Trillerne vilde
ikke løbe, skjønt han arbejdede med Jærnflid. Han led af Hjemve,
og Opholdet blev kvalfuldt for ham. Faa en Udflugt til London
for den italienske Operas Skyld satte «Don Juan» med Lablache
som Leporello ham i højeste Begejstring, og Lablache blev ham et
Ideal. Uden Betydning for hans Udvikling til fuldkommen Sanger
blev Garcia ikke. Hjemkommen gjenoptraadte han som Moses
i Okt.
Gjennem en Menneskealder blev S. Operaens centrale
Personlighed. Som Husherren af den gamle Skole præsiderede han i
den komiske Opera. Disse Roller, ofte af en vis dominerende
Art, passede godt til hans høje, kraftige Skikkelse og markerede
Ansigtstræk, og han varierede dem lige fra Brause i «Sovedrikken»,
Grøndal i «Ungdom og Galskab», Geronte i «Skatten» til Mestersangeren
Hans Sachs. I den egentlige Opera buffa havde han nogle
af sine ypperste Figurer, Don Bartholo, Leporello, Don Geronimo
i «Det hemmelige Ægteskab», Kapelmesteren i «Landsbysangerinderne»,
Doktor Dulcamara i «Elskovsdrikken», og han førte an
i Munterhedens Leg. Paa denne Genre, udmærket i sig selv, ofte
nedværdiget, satte han sin Kunsts Adelsmærke. Dens Forbindelse
med commedia dell’arte føltes gjennem hans burlesk-komiske
Fremstillinger, dens lazzi og improviserede Indfald laa ham i Blodet,
og han ruttede med dem, men de udsprang af et overdaadigt Lune
og tøjledes af et sikkert Blik for det karakteristiske og sande.
Gjennem hans mesterlige Behandling af Recitativet, der netop blev
indført i «Don Juan», «Figaro» og «Barberen», da han første Gang
optraadte deri, fik Replikkerne en egen Vægt, og flere bleve næsten
Mundheld. Saa vel i som uden for Recitativ kunde han tale i Sang,
man forstod hvert Ord. Hans Kunst stod paa folkelig Grund ved
dens Umiddelbarhed og ejendommelige Fantasi, og med lige sikker
Haand greb han Typer af Folkelivet og af Folkedigtningen. Saa
vel hans jævne Borgere (Smedden i «Murmesteren», Skomageren i
«De forliebte Haandværksfolk») som hans Røvere og Gaudiebe havde
et Naivitetens Præg, der gav dem en komisk Farve ganske for sig.
Ofte overraskede han ved Opfindelsens Nyhed, aldrig mere, end da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
