Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schaldemose, Frederik Julius (døbt Fridericia Julianus), 1783-1853, Forfatter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Saaledes fortæller han i alt Fald selv i sine 4 Binds «Rejser og
Æventyr i fremmede Lande» (1826-30), en grumme kjedelig Bog,
der mest er fyldt med Bädecker-Oplysninger om de Steder, hvor
han siger han har været. Den er tilegnet dansk Generalstabschef
F. C. Bülow, der atter «gav ham Brød».
Efter sin Hjemkomst til Danmark var han indtil 1816
tjenstgjørende Sekondlieutenant, men blev saa i en 9 Aars Tid Adjunkt
ved Nykjøbing Kathedralskole (til 1825). En kort Tid levede han
som Institutbestyrer i Kjøge, beskikkedes ved Udgangen af 1826
til Told- og Konsumtionsbetjent i Kjøbenhavn og var fra 1830-39
Materialskriver ved Kronborg. Han havde tidligere udgivet et
Par kortlevende Blade. Nu forsøgte han sig en 5-6 Aars Tid
med forskjellig betitlede helsingørske Ugeblade, som skaffede ham
et Par Krigsretsdomme og en lang Tids Censur. Endelig
forvandledes han 1843 til Melhandler og det følgende Aar til
Kaffeskjænker i Kjøbenhavn. I sine sidste Leveaar gjorde han sig mest
bekjendt ved Ugebladet «Prikkeltorne» (1851), af hvis 4 smaa Bind
de 2 (saa vel som enkelte Særtryk) bleve beslaglagte. Bladet
indeholdt fortrinsvis utrolig grove og uhøviske Angreb paa Christian
VIII, Frederik VII, fremfor alt paa «Trumfen», d. v. s. Grevinde
Danner, og paa Berling. Det har maaske en vis kulturhistorisk
Interesse som Bidrag til Belysning af, hvad Folk den Gang troede
var sandfærdig Chronique scandaleuse. Men litterært Værd besidde
i det højeste dets patriotiske og ikke ueffent spottende Vers
over Ploug og Grundtvig samt Datidens politiserende Bønder, – S.
var i omtrent den sidste Halvdel af sit Liv en ofte meget
behændig Versifikator.
Til Tider var han endda et Stykke af en Digter, om end
kun en Efterklangsdigter, paavirket (stundum vel nærgaaende) af
forskjellige Forbilleder. Spredt rundt om, i Tidsskrifter og i hans
Bøger («Digtninger», 1819, «Forglemmigej», 1823, «Skyggebilleder»,
1829, «Mine efterlevende», 1839), finder man Romancer i den
Oehlenschlägerske Stil, som meget vel tør lade sig se Side om
Side med de bedste efter-Oehlenschlägerske Romancedigteres
Frembringelser, desuden enkelte vittig pointerede Epigrammer og nu
og da et lyrisk Digt med et snart pompøst, snart tækkelig beskedent
Foredrag. Men som oftest breder rigtignok den Rhetorik sig, som
gjærne skal dække over Stemningens Magerhed, og for lutter Træer
ser man slet ingen Skov. En Specialitet havde han skabt sig i
sine «Fabler» (Samlinger fra 1833, 34, 42, 52), hvoraf adskillige en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
