Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rørdam, Peter, 1806-83, Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Kreds begyndte at gaa højt og at frembringe Spaltninger. I
Okt. 1848, da der skulde være Valg til den grundlovgivende
Rigsforsamling, stod den ilde berygtede Væver Hans Hansen af Mern
over for Professor H. N. Clausen paa Valgtribunen. R. ledede
Valghandlingen som Valgbestyrelsens Formand, og han slog et
alvorligt Slag for Clausen, saa at denne fik et stærkt Indtryk af
«R.s Greb paa at tale Menigmand til». Men Væveren blev valgt,
og R. gav sin Harme Luft i et Par djærve Prædikener, i hvilke
han lod sin Menighed høre, at det var Lyst til Vold og Rov, der
havde raadet ved Valget, og at Krage søger Mage. Tidligere
havde Næstved haft et «dansk Samfund »; nu fik Byen et nyt
Selskab, «den danske Enighed», der skulde fremme Oplysning og
Broderskab og virke for at forsyne Rigsdagen med gode Ombud.
I 1849 var Biskop Mynster paa Visitats i Mern, og han glædede
Dronningen ved at sige, at han «næsten aldrig havde set en mere
opmærksom og andægtig Menighed eller hørt en mere opbyggelig
Prædiken». En ung Skotte, der en Tid lang opholdt sig i Mern
Præstegaard, gav samtidig en i høj Grad sympathetisk Skildring
af det Liv, som levedes der (A. Hamilton, Sixteen months in the
Danish isles, I-II, Lond. 1852).
Mern var dog ikke Kjøbenhavn, og der var langt fra den
sjællandske Præstegaard til Amalienborg og Sorgenfri, hvor R.s
højbaarne Veninde færdedes. Men i Okt. 1855 blev Sognekaldet
i Kongens Lyngby ledigt, og Enkedronningen skrev da strax Breve
til Kongen og Kultusministeren for at skaffe sin Ven det ledige
Kald. I Jan. 1856 kom Udnævnelsen, og dermed traadte R. ind
i det sidste Afsnit af sin Virksomhed. I Lyngby havde han en Del
af Aaret Enkedronningen i sin umiddelbare Nærhed, og mange
trofaste Veninder og Venner søgte Søndag efter Søndag ud til Kirken
i Lyngby og det 1863 aabnede Kapel i Taarbæk. Da Jærnbanen kom,
gik der om Søndagen et «Kirketog», der var afpasset saaledes, at
man med det kom fra Kjøbenhavn til Lyngby lige til Kirketid. Til
Brug for Menigheden der samlede R. et «Tillæg» efter «Festsalmernes»
Mønster, og det blev efterhaanden, ligesom P. A. Fengers,
til en hel Salmebog, «Lyngbysalmebogen». Da der atter kom
Krig i Landet, meldte R. sig, og fra Marts til Avg. 1864 virkede
han som Feltpræst, med den Trofasthed, der havde staaet sin
Prøve, og med en Forening af dyb kristelig Alvor og sund menneskelig
Sans, som ikke forfejlede sin Virkning hverken paa Officerer
eller Soldater. Til Brug for Hæren samlede han et Hæfte «Salmer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
