Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rosenkilde, Christen Niemann, 1786-1861, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
knuse hans Komik, da et rent Tilfælde frelste ham: i 2. Akt tabte
R. sit Lommetørklæde paa Gulvet, og da han paa Grund af den
enorme Udstopning ikke kunde bukke sig efter det, fik han det
Indfald at tage det op med sin Stok; i samme Nu fornam
Publikum instinktmæssig, at det havde en virkelig Komiker for sig, og
tilklappede ham sit Bifald. Aftenen blev langtfra nogen
afgjørende Sejer for R., men den gav ham Mod til en halv Snes Dage
senere i «Agnes Sorel» at forlade sig paa sin egen Komik og uden
stærke ydre Midler at skabe ved sin Tales og Holdnings naturlige
Løjerlighed en original Figur af den naragtige de la Ratiniéres
flove Rolle; Publikum var i Begyndelsen forbavset, men efterhaanden
vejrede det en ejendommelig Begavelse.
Skjønt R. saaledes havde aflagt umiskjendelige Beviser paa
sin komiske Evne, og skjønt han strax i det følgende Theateraars
første Maaned fik yderligere Lejlighed til at dokumentere denne
ved med stort Held at dublere Rind som Maltz i «Sovedrikken»
og ved dernæst som Benetto i «Domherren i Milano» at tegne en
livfuld Drengeprofil, slap han dog ikke fri for de lyriske
Sangpartier; saaledes maatte han endnu, da «Jægerbruden» 1822 indførtes
paa den danske Scene, udføre Max. Ved Siden af dette lyriske
Repertoire fik R. i Syngestykker lidt efter lidt en Del komiske
Roller, saaledes Lykkeridderen Baron Lucival i «Jeannot og Colin»,
den taabelige Frier Blaise i «Den nye Jordegodsejer», den
pudserlige Magister Job i «Den lille Rødhætte» og fremfor alle Don
Bazile i «Figaros Giftermaal», hvor hans malende Sangforedrag
fejrede en stor Triumf i Arien om Drømmen. Den Evne til komisk
Karakteristik, R. havde lagt for Dagen i disse Roller, førte ham ganske
naturlig til Holberg, og da Haack 1821 døde, tog R. endnu s. A.
Mag. Stygotius i «Jacob v. Thyboe» i Arv og skabte ved en næsten
elegisk Komik en højst pudserlig Pedant; et Par Maaneder efter
gav han Trojaneren i «Ulysses v. Ithacia» som en sej og tør Jyde,
ved Holbergs Sekularfest i det følgende Theateraar var R.s
Udførelse af Rosiflengius i «Det lykkelige Skibbrud» et af de faa
Lyspunkter, og endnu i dette Theateraar bragte han «den tørre Hund»
Erasmus Montanus til Ære og Værdighed ved som den første at
lade i Slutningsscenen Ironien kruse Erasmi Læber.
R. havde nu arbejdet sig frem til en betydelig Komiker, hvis
Originalitet hans gode Ven J. L. Heiberg tog i Vaudevillens
Tjeneste med beundringsværdigt Klarsyn for hans Lunes halv farceagtige,
halv maskekomedieagtige Karakter og Væsen. I «Aprilsnarrene»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
