Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Radulf (Ralf), -1171, Biskop i Ribe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sin Kansler repræsentere Danmark paa Kirkemødet i Pavia (1160),
som Kejser Frederik I havde sammenkaldt for at dømme mellem
de 2 stridende Paver Alexander III og Victor IV. Kejseren viste
R. megen Udmærkelse, og hans Klient Pave Victor gav R. en
Klerk til Kapellan og tillod ham ved Messen at bære Ringen,
Bispernes Værdighedstegn; det gjaldt nemlig om ved ham at vinde
den danske Kirke. R., der i Følge Saxo «mere var skaaren for
Tungebaandet end rustet med Sjælsstyrke», kunde ikke modstaa al
denne Smiger og sluttede sig paa sin Konges Vegne til den
kejserlige Pave. Ved hans Hjemkomst godkjendtes hans Optræden dog
ikke strax; Valdemar havde ganske vist Sympathi for Victor, men
Ærkebiskop Eskil, Alexander III’s svorne Ven, var mægtig nok til
at holde igjen. Da der imidlertid udbrød aabent Fjendskab mellem
Kongen og Eskil (1161), syntes R. at skulle føre sin Kirkepolitik
til Sejer. Medens Eskil gik i Landflygtighed, gjorde Valdemar sin
betroede Kansler til Biskop Elias’ Efterfølger i Ribe, og som en
Triumfator kunde R. følge sin Herre til Mødet i Besançon, som
Kejseren foranstaltede for at gjøre Ende paa Kirkestriden (1162).
Men netop dette Møde indledede et Omslag hos Valdemar, og da
Victor døde, og Alexander III fik Overtaget over den nye Modpave,
var dermed en ny Tid oprunden. Med en vis Smidighed foretog
R. da en Svingning over mod Alexanders og Eskils Parti. Han
bidrog sit til, at Valdemar overlod Veng Kloster til Cistercienserne,
Eskils Venner, og da Pave Alexander krævede, at han af Eskil
skulde modtage Bispevielsen, som han endnu ikke havde faaet,
drog han til den landflygtige Ærkebisp i Clairvaux (1166). Hans
vrange Kirkepolitik (og efter senere Overlevering et Manddrab) blev
ham dog kun tilgivet, imod at han lovede at grundlægge et
Cistercienserkloster i Ribe Stift. Saa opnaaede han omsider Bispevielsen
og arbejdede nu for den endelige Udsoning mellem Eskil og
Valdemar. Sit Løfte indfriede han ved at skjænke Bispegodset i Sem
og Løgum til Oprettelsen af et Cistercienserkloster; saaledes blev
han Løgum Klosters Grundlægger, om end Munkene ikke synes
at være flyttede ind før efter hans Død. Sin Bispekirke ærede R.
ved at lade den hellige Ljufdags Ben skrinlægge, rigtignok uden
Pavens eller Ærkebispens Minde; men med sit Domkapitel laa han
idelig i Strid, dels fordi han vilde indsætte sin Kapellan i et af
Kannikeembederne, dels fordi han vilde kræve Ordensregelens
Opretholdelse, medens Kannikerne for en Del gjorde Krav paa ikke
at være regelbundne. Det kom til voldsomme Optrin, hvorved R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
