Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Preisler, Marie Cathrine, 1761-97, Skuespillerinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lystspillet blev hendes egentlige Felt, og hun vandt sig inden
for dets Ramme ved sin straalende Fremstilling af kokette Fruer
og muntre Ungpiger, af skalkagtige Elskerinder og vittige
Verdensdamer saa stort et Navn, at Samtiden gav hende Plads jævnsides
den forgudede Caroline Walter, medens i Eftermælet først Fru
Heiberg fordunklede hende. Strax hun traadte ind paa Scenen,
tog hun Tilskueren fangen: hendes store Øjne spillede af Liv,
hendes smukke Ansigt lyste af Friskhed, og hendes Stemme ejede
de fulde Brysttoner, dog var just ikke Ærlighed Særkjendet for
hendes Figurer, snarere havde de netop deres Ynde ved en Bismag
af Løgnagtighed eller dog Pudsenmageri. Hun fejrede sine største
Triumfer i Roller, hvor hun under Uskylds og Enfolds Maske kunde
trods sin Formynders Modvilje tilliste sig sin Elsker, f. Ex. som
Agathe i «De forliebtes Galenskaber» og som Rosina i «Barberen
i Sevilla», eller i saadanne, hvor Situationen føjede det Pikanteri
til hendes Skalkagtighed, at det var selve Elskeren, hun overlistede,
som f. Ex. Frk. Trine i «Fejltagelserne». Blandt hendes Roller
nævnes med særlig Beundring Lady Teazle i «Bagtalelsens Skole»
og Opvartningspigen Birgitte i «Kinafarerne »; sagtens har hun til
den første med munter Selvironi hentet Træk fra sin egen Færden
i Svigerforældrenes fine Hus, medens hun i den anden med kaadt
Lune har givet sig sin lidt plebejiske Lystighed i Vold. Mad. P.
ejede ikke Karakterskuespillerindens skarpe Særtegningsevne, men
hun besad Kvindens magnetiske Uimodstaaelighed. Trods sin
imponerende Skikkelse var hun ikke paa sin rette Plads i Sørgespillet,
om end hun som Grevinde Orsina i «Emilie Galotti» spillede med
stor Virkning; maaske har her en hemmelig Orm gnavet paa hendes
Kunstnerindeærgjerrighed, i det mindste tog hun sig meget nær,
at Sigbrit i «Dyveke», som Samsøe havde skrevet for hende,
tildeltes Mad. Rosing, og at hun kun i dennes Sygdomsforfald naaede
at udføre denne Rolle nogle faa Gange; det trøstede hende kun
lidet, at P. A. Heiberg førte en hvas Pennefejde («Dyvekefejden»)
til hendes Oprejsning, hendes kunstneriske Kraft var brudt, og for
hver Dag sank hun dybere i Ligegyldighed og Uorden. Døden
kom (28. Maj 1797) som en Befrielse for Forglemmelse i levende
Live; en Maaneds Tid forinden (25. April) havde hun vist sig
sidste Gang paa Scenen i en af sin Ungdoms Glansroller, Constance
i «De forliebte Haandsværksfolk».
Lahde, Mindesmærkerne p. Assistenskirkegaard, 3. H.
Dansk Penning-Mag. I, 833 ff.
Overskou, Den danske Skueplads III.
E. Brandes, Dansk Skuespilkunst S. 151 ff.
Personalhist. Tidsskr. 3. R. V, 56.
Arthur Aumont.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
