Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poulsen, Christian Emil, f. 1842, Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
utrøstelige», og hvad hin havde skjult, aabenbarede denne: P.s
personlige Fortrin, hans smuktformede Ansigt, hans varme Blik
hans elskværdige Smil, hans kjønne, bløde Stemme, hans dannede,
tilbageholdne Væsen, kort sagt en højst sympathetisk
Personlighed. Denne gjorde ham i en Aarrække selvskreven til
Repertoirets klassiske som moderne Elskere og andre Ungersvende;
spillede P. maaske nok i disse Roller undertiden, især ved hyppige
Gjentagelser, næsten helt paa sin Person, gave hans rene Høj dansk
og fine Sprogbehandling altid Figuren en poetisk Tone. Blandt P.s
unge Roller træde Bertran de Born (1872-73), Ambrosius (1877-78)
og Prinsen i «Der var en Gang –» (1886-87) særlig frem,
ikke blot ved den usædvanlige Lykke, de vandt, men ogsaa fordi
han i dem ligesom legemliggjorde de Egenskaber, der kjendetegne
hans unge Mænd: i Bertran det uforsagte Mod, i Ambrosius den
milde Følelsesfuldhed og i Prinsen af Danmark den fribaarne
Stolthed. P.s kjækkeste og kjønneste Ungersvend er vel nok Prins
Henrik i Shakspeares «Kong Henrik IV»: Kammerat og Drikkebroder
med Usselrygge og Sviregaster og dog ved sin Persons
Adel den fødte Kongesøn.
Jævnsides med dette unge Repertoire har P. gjennemspillet
et stort Antal Karakterroller’ disse lade sig dele i 2 Hovedgrupper:
de fortidige og de samtidige. P.s Galleri af Fortidsskikkelser
begynder med en Række Oehlenschlägerske gejstlige, Biskop Popo i
«Palnatoke», Biskop Rudolf i «Dronning Margareta» og Sortebroder
Knud i «Axel og Valborg»; han stræbte at særtegne disse Figurer
i Maske og Gestus, og hans naturlige Tale styrede bort fra den
hidtidige deklamatoriske Fremstilling, men Oehlenschlägers Ordrigdom
trættede snart P., der som Kunstner er intet mindre end veltalende,
og han vendte sin Interesse fra Oehlenschläger til Henrik Ibsen
og Shakspeare. I den førstes «Kongsæmnerne» har P. skabt sin
største Fortidsskikkelse: Bisp Nicolas (n. Jan. 1871); P. havde her
omskabt sin Ungdom til denne visne Gamling, hvis Legeme syntes
fortæret af den Hadets Ild, der luede i hans dybtliggende Øjne
med det flakkende Blik, og saa fuldstændig havde han levet sig
ind i Bispens krampagtige Strid for Livet mod Dødens haardere
og haardere Anfald, at han i Bispens Maade at gaa og tale paa
anskueliggjorde denne stadige Vexlen mellem Viljens Anspændelse
og Slappelse.
Aaret efter udførte P. sin første Karakterrolle hos Shakspeare,
Jachimo i «Cymbeline», sikkert med rette som en overmodig Laps;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
