Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ploug, Parmo Carl, 1813-94, Digter, Bladredaktør og Politiker - Plov (kaldet Sorte P.), -1137-, Stormand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forlangte en Dom efter det, han ved Ordet havde udrettet: «Fortjener
jeg ikke at mindes som Mand, maa man for mig gjærne glemme
mig som Sanger». P. kunde stille dette Krav uden at skuffes.
Han vil mindes ikke blot som den af glødende Følelse for
Fædrelandet besjælede Ridder af Ordet. Det vil ogsaa erkjendes, at
hans Ord have baaret Frugt for Danmark. Thi om end
Sønderjylland politisk skiltes fra Danmark, om end den
politisk-skandinaviske Tanke ikke bestod Prøven, forsvandt ikke den Aand, som
knytter Baandet til Brødrene i Syd og Nord. Hvad P. har virket
for at vække og styrke denne Aand, vil blive mindet, saa længe
en dansk Folkeaand bestaar. P. skrev en Gang: «Jeg er en Sanger
– Aander vil jeg mane». Det vil blive hans Eftermæle: han var
Fædrelandets Sanger, og Fædrelandets Aand har han manet.
C. Ploug, Efterladte Digte (1895).
Topsøe, Polit. Portrætstudier S. 214 ff.
Borchsenius, Fra Fyrrerne I, 174 ff.
Erslew, Forf. Lex.
Illustr. Tid. III, Nr. 118; XXIII, Nr. 1149; XXXVI, Nr. 5.
Folkets Almanak 1896.
Goos.
Plov (kaldet Sorte P.), –1137–, Stormand.
Da Erik Emune i sin korte Kongetid gjorde sig hadet paa Grund af sin
Voldsomhed og særlig ophidsede Stormændene ved at begrænse deres Magt,
var P. blandt hans bitreste Fjender. Han var af anset jysk Æt,
men uskjøn, undersætsig og af mørk Hudfarve, hvoraf han fik sit
Tilnavn. En sen og ikke videre paalidelig Overlevering vil vide,
at P. hadede Erik, fordi denne havde ladet hans Fader dræbe
uskyldig og ikke vilde give P. Oprejsning. Vist er det kun, at P.,
der havde taget Tjeneste i Kongens Vederlag, søgte Lejlighed til
at myrde ham. Paa et jysk Ting, i Følge Svend Aagesen
Urnehoved Landsting, forebragtes en Retstrætte; her traadte en Mand
op og klagede over P., og denne stod da frem for at tale. Ogsaa
Kongen havde rejst sig, og lænet paa sit Spyd vinkede han ad
Tingskarerne om at være stille; da jog P. pludselig sit Spyd
igjennem ham, og det blev hans Bane (1137). Strax hidsede P.
nu Tingfolket mod Kongens Mænd, og disse flygtede skyndsomst;
kun Erik (Lam) blev tilbage for at værne sin Frændes Lig. Som
Konge fik Erik Lam dog ikke Magt eller Lejlighed til at hævne
Erik Emunes Drab. Senere, i Borgerkrigens Tid, stod P. ganske
naturlig paa Knud Magnussens Side; Erik Emunes Søn Svend
vandt imidlertid Overhaand og bortjog Knud, men var højmodig
nok til at skaane P. (1152).
Script, rer. Dan. I.
Saxo, ed. Müller.
Danske Saml. 2. R. I, 278 ff.; II, 228 ff.; IV, 324 ff.
Hans Olrik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
