Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Platou, Ludvig Stoud, 1778-1833, Professor, Statssekretær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tilgodegjorde i pædagogiske Øjemed. Allerede i 1802 havde han
i Kjøbenhavn skrevet og i det følgende Aar udgivet en «Kortfattet
Jordbeskrivelse for Borger- og Almueskoler», som allerede 1805
udkom i 2. Oplag. Fredsbruddet i 1807 tvang ham videre. I
Norge, hvor tidligere den hele Forsyning med Skolebøger var
kommen fra Danmark, saa man sig med ét afskaaren fra Kilden
og maatte paa egen Haand skaffe, hvad der i Hasten lod sig
tilvejebringe. I 1809 udkom saaledes i Christiania fra P.s Haand
1. Del af hans «Haandbog i Geografien», der omfattede den
almindelige Geografi og de dansk-norske Stater (2. Del udkom 1812).
Skjønt samtidig med Karl Ritters epokegjørende Fremtræden stod
P., der levede i et af fjendtlige Flaader afspærret Land, vistnok
uden mere indgaaende Kjendskab til den Revolution i Geografiens
videnskabelige Behandling, som allerede var forberedt af hin.
Han docerede mange Haande Naiviteter, f. Ex: «Bjærgene anses
for at være Jordens Ribben, der sammenholde det hele. De ere
almindeligen bevoxede med Skove, Urter og Græs, indeholde Kilderne
til de største Floder og alle Slags Mineralier i deres Indre» osv.
Men i andre Henseender er det dog en ret mærkelig Bog, han
har fremlagt. Dens Forfatter viser atter det samme, som erfares
med flere andre til Norge indflyttede danske, – han var paa faa
Aar bleven en afgjort Nordmand. Det var nok de stedse forenede
Tvillingriger, han beskrev, men han vendte sig dog især til Norge
og et norsk Publikum. Sine geografiske Exempler tog han fra
Norge (Sarpen, Christianiafjorden og Bjørviken), hvad næppe før
var sket; ligesaa har han mærkelige Ytringer om Sproget. Efter
først at have fortalt, at i Danmark tales der Dansk og i
Hertugdømmerne Plattysk, siger han senere: «I Norge tales der tvende
Hovedsprog, nemlig: 1. Norsk, der blandt de mere kultiverede er
aldeles det samme som Dansk, men af Almuen derimod tales i
forskjellige Dialekter, hvilke alle nedstamme fra det gamle
skandinaviske; 2. Finsk» osv. I 1809 var der ikke mange, som paa
denne Maade talte om et norsk Kultursprog, og hvad derom siges,
er da heller ikke helt træffende. I det hele tager P. ogsaa som
Forfatter af geografiske Skolebøger sin Plads mellem de danske
Mænd, der medvirkede til at fremarbejde den norske Særfølelse,
som blev en hurtig fremdreven Frugt af Begivenhederne i 1807 og
1808. Disse Bøger udkom i flere Oplag og i forskjellige
Bearbejdelser, men dog alle i Hovedsagen med samme Stof og samme
Methode. Efter 1814 krævedes der lidt anden Anordning; men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
