Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Petersen, Niels Matthias, 1791-1862, Historiker og Sprogmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Petersen, Niels Matthias, 1791-1862, Historiker og Sprogmand,
fødtes Natten mellem 24. og 25. Okt. 1791 i Sanderum (ved
Odense), hvor hans Fader, Matthias Pedersen, var Skrædder.
Forældrene i Landsbyen beholdt dog kun Barnet i 1 1/2 Aar hos sig,
i det en velstaaende Borger i Odense, Jacob Jørgensen, der var
gift med Faderens Søster, tog det til sig og opdrog det med stor
Kjærlighed som sit eget. Kort efter at P. i 1801 var bleven sat i
Odense lærde Skole, fik han en Klassekammerat, som skulde faa
stor og vækkende Indflydelse paa ham, nemlig Rasmus Rask; han
kaldte hans Interesse for Nordens Sprog og Historie til Live og
læste Islandsk med ham, saa at P., inden han forlod Skolen, havde
læst «Heimskringla» og flere Sagaer. Men tiltalte Rask P.s
Forstand og Kundskabstrang, fandt hans følsomme og poetiske Gemyt
Tilfredsstillelse ved Venskabet med den musikalske, mathematisk
begavede A. Krejdal (IX, 480). Disse unge Venner førte i det
hele under Skoletiden et aandelig bevæget, inderligt Samliv, som
blev af stor Betydning for deres Udvikling. Krejdals Moder var
i andet Ægteskab gift med Præsten ved St. Knuds Kirke Torkild
Lund, og P. traf i dette Hjem Datteren Sofie Magdalene L.,
til hvem han tidlig fattede Kjærlighed, og som skulde blive hans
Hustru.
1808 tog P. Studenterexamen i Kjøbenhavn og valgte Theologien
til sit Fag. Studierne skrede dog kun langsomt frem, i det
han forgjæves forsøgte at forsone sin selvstændige Tænkning med
Dogmerne. Stadig fyldt af Planer om at blive Digter levede han
desuden et Liv helt uden for Verden, og Omgangen med Rask,
der ligesom han var bleven Regensianer, fængslede ham til Nordens
Historie og Sprog. Plejeforældrene lode ham til sidst vide, at han
snart maatte sørge for sig selv. Efter i en kort Tid at have været
Huslærer i en Præstegaard blev han ansat som Lærer ved
Brahetrolleborg Seminarium «Bernstorffs Minde» (1815).
Hans urolige, søgende Sind fandt nu Hvile i den daglige
Gjerning, som optog ham, og ved det lykkelige Hjem, som han
kunde stifte, da han hjemførte sin Brud (1816); gjennem hele hans
Liv skulde hun staa som den trofaste Støtte ved hans Side. Men
endnu saa han ikke klart, hvad der var hans Evners rette Felt,
hans Kjærlighed til Digtningen var saa stærk, at han ikke kunde
slippe Haabet om selv at kunne blive Skjald, og han skrev baade
Dramer og lyriske Digte. Kun ét af hans større Forsøg kom dog
i Trykken, nemlig den dramatiske Skildring «Cølibatet» (1823); det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
