Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nyrop, Jens Larsen, f. 1831, dramatisk Sanger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjemmet samlede han de nødvendige Penge ved sit Spil, men
maatte saa se, hvordan han kom bort igjen; da han paa
Sessionen i Kalundborg trak sig fri, gik han strax i en andens
Sted som Fodgardist uden at tænke paa Vederlag. I Kjøbenhavn
begyndte han med at spille i en Dansebod for Kulsjovere, hvorfra
han arbejdede sig op til Folketheatrets Orkester. Og her gik
Scenens Verden op for ham. Han vilde paa Brædderne trods
Dialekten og andre Hindringer. Da opdagedes det pludselig, at
han var et Tenoræmne, og nu begyndte de lange Forberedelser.
Han var bleven gift 1856 med en Gaardmandsdatter, Margrethe
Nielsen, og havde den Lykke, at hun forstod hans kunstneriske
Higen og troede paa hans Kald. Til Debutrolle vilde han ikke
vide af nogen anden at sige end Masaniello i «Den stumme i
Portici». Debuten fandt Sted paa det kongl. Theater 12. Febr.
1862.
Publikums Spænding var overordentlig, og Forventningerne
bleve fyldestgjorte. Denne kraftig byggede Masaniello med det
smukke, sydlandske Udseende forenede Naturlivets Friskhed med
plastisk Ro og blev et Organ for Musikkens Glød og elektriserende
Kraft. I inderligt Forbund med Musikken forstod han som den at
skildre og fremkalde Enthusiasme. Billedet var nyt og originalt
og ramte med saadan Sikkerhed det centrale, at man trods
senere lige saa udmærkede Fremstillinger af andre Roller dog altid
fortrinsvis tænkte sig Kunstneren som Masaniello. Til hans Kunsts
Foraarstid hørte Arnold i «Vilhelm Tell», som førte ind paa det
erotiske, hvis forhaabningsfulde og lyse Karakter fik et saadant
Udtryk, at Scenen med Prinsessen (Fru Gerlach), befriet for al
Operakonveniens, syntes en lykkelig Improvisation. Saa kom Faust
i Gounods Opera og Eleazar i «Jødinden», begge lige fortrinlige
i deres Forskjelligartethed. Blandt andre Roller kunne nævnes
Joseph i «Joseph og hans Brødre», der indbragte ham en
Violbuket fra Fru Heiberg, og det østerlandske Æventyrs Helt, den
unge Lastdrager Selim i «Paschaens Datter».
Sangen i og for sig var ikke hans Kunsts bærende Kraft,
skjønt den havde hans fulde Sympathi, og Foredraget var varmt
og smukt; et for ham ejendommeligt Pianissimo var navnlig i
«Vilhelm Tell» af udmærket Virkning. Spil og Sang kunde hos
ham ikke holdes ude fra hinanden. De meget høje Toner
frembragtes ikke med Lethed, og Stemmen, som han et Aars Tid
uddannede videre hos Wartel i Paris (i 1866 og 67), var vel kommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
