Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Paludan-Müller, Frederik, 1809-76, Digter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
følgende Værk, «Paradiset» (1861), handler om: der er som altid
sindrige Tanker og en sleben Form; men i Sammenligning med
hans tidligere Produktion mangler det Næb og Kløer, og til Gjengjæld
faar man en næsten alt for paradisisk og godmodig Barnlighed.
En tiltagende Mathed spores i den voluminøse Roman «Ivar Lykkes
Historie» (1866-73), skrevet i en bred og snaksom Prosa, og i
Skuespillet «Tiderne skifte» (1874). Derimod kunde P.-M. i mindre
Arbejder lige til det sidste hæve sig til den tidligere energiske
Flugt, saaledes i «Kain» (1861), i det inderlig følte Digt «Benedict
fra Nursia» (1861) (en Forherligelse af Munke- og Eneboerliv), i den
dybsindige og stilfulde Novelle «Ungdomskilden» (1865) og i
Digterens skjønne Svanesang «Adonis» (1874).
Efterhaanden havde P.-M.s Poesi i Danmark og det øvrige
Norden (enkeltvis ogsaa i Tyskland og i England) vundet talrige
Beundrere, mange, der vistnok endog satte ham over alle andre
samtidige danske Digtere; men de samlede sig aldrig til en Masse
eller en Menighed – hvad man vil kalde det. Hans fornemme
og fuldendte Kunst, lagt for Dagen gjennem en Række
Mesterværker, der laa over den store Mængdes Horisont, gav ham vel
en litterært uangribelig Stilling og medførte ogsaa officiel
Anerkjendelse (Digterpension allerede fra Christian VIII’s Tid, senere den
højeste Digterpension paa den første konstitutionelle Finanslov,
Professortitel (1854) og i hans sidste Levetid (1875) Danebrogs
Kommandørkors); men «folkelig» var og blev han alligevel ikke, og
det folkelige var den Gang Nummer ét. Han blev aldrig indskrevet
i det mægtige og Opinionen beherskende national-liberale Partis
gyldne Bog, som dog indeholdt langt ubetydeligere Navne- fra sin
Side følte han sig heller ikke draget til Partiet og dets Ordførere.
For Resten var han saa varm en Fædrelandsven som nogen;
Ytringer heraf forekomme ogsaa før 1848; under den paafølgende
Krig hørte han til de ikke længer unge Mænd – deriblandt flere
bekjendte –, som lode sig indøve i Vaabenbrug; og navnlig hans
senere Værker, «Ivar Lykke» og flere lyriske Digte (f. Ex. den
bekjendte Sang «Fremtidsmaalet»), bære Vidne om hans Hjærte for
Fædrelandet. Politiker kunde han efter sin Natur aldrig blive:
paa dette Omraade svingede hans Stemning mellem de største
Yderligheder. Ihvorvel han i det hele var afgjort kongeligsindet
og i «Ahasverus» endog taler med flammende Begejstring om
Kongedømmet af Guds Naade, skal han dog, som et troværdigt
Vidne har berettet, være hørt at raabe «Konstitutionen leve!» paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
