Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Molbech, Christian, 1783-1857, Historiker, Litterærhistoriker, Sprogmand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ligeledes var M. alt for meget hildet i Forestillingen om, at
Poesiens Love vare fundne og Vejene afstukne som i en Have;
saaledes naar han hævdede, at til det tragiske Stof hørte, for at
udfylde Kunstværkets Idé, nødvendig den højere versificerede Diktion
(dog gjorde senere Tanken om Lessings «Emilie Galotti» ham
betænkelig), og naar han bestred, at Folkevisernes naive Poesi kunde
yde nogen Frugt for Nutidens egen Digtning, uagtet Hertz og senere
Christian Winther og Ploug praktisk godtgjorde Sætningens
Uholdbarhed. Især savnede M. Evne til at følge Geniets dristige Flugt.
Endnu 1840 kunde han udtale, at Welhaven er «det nye Norges
eneste originale Digter», og for hans Opfattelse stod Thorvaldsens
Musæum alene som et Foster af Lune og barok Fantasi. Mest
Uret havde han i sin ensidige og uforstandige Dom over
Ingemanns og Hauchs historiske Romaner, som paadrog ham hvasse
Svar i den førstes «Huldregaverne» og i Bladartikler af den sidste.
Uagtet alle disse Mangler i M.s æsthetiske Syn – og han var
uheldigere, naar han dadlede, end naar han roste – fremsatte han
dog ofte en sund og skarpsindig Kritik; han kunde vise god
Iagttagelsesevne over for Digteres Ejendommelighed, han bedømte med
Forstaaelse og Varme flere af vore Lyrikere, han kunde fremsætte
berettigede Indvendinger mod Stil og Sprog. Og over for M.s
Forsyndelser maa det ikke glemmes, hvilke store og uvisnelige
Fortjenester han har haft ved at gjøre det danske Folk bekjendt
med dets litterære Mindesmærker fra Middelalderen, ved at have
lettet Forstaaelsen af Digterne fra de sidste Aarhundreder og ved
paa mange Maader at have vækket Sansen for litteraturhistoriske
Studier.
M. havde end videre alt som ung Mand taget Sigte paa
Historieskrivningen. Det var ikke nogen dybere Indtrængen i de
gamle Krønnikeskrivere, ikke Trangen til at fremdrage nye Kilder,
som kaldte ham til Historien, det var især Læsningen af Udlandets
store Forfattere. Han vilde give Skildringer af Danmarks Historie,
der i lige Grad kunde tiltale ved en smagfuld Fremstilling og et
omhyggeligt Studium. Hans «Historie om Ditmarskerkrigen» (1813)
gav da ogsaa en værdig og simpel Beretning med god Benyttelse
af Kilderne. Ikke saa betydelig var «Kong Erik Plovpennings
Historie» (1821); til at behandle et Materiale bestaaende af magre
Krønniker og tørre Aktstykker manglede M. fornøden Taalmod og
Skarpsind. Han vendte derfor tilbage til sit Yndlingsfag
Litterærhistorien, og først paa et langt senere Tidspunkt kom han til at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
