Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liebe, Carl Christian Vilhelm, f. 1820, Advokat og Politiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Landstinget, og 3 Aar efter, da M. P. Bruun nedlagde
Formandsværdigheden, og Andræ trods indtrængende Opfordringer ikke var
at formaa til at overtage den, valgtes han (1869) til Landstingets
Formand. Det er til denne Stilling, som han beklædte i fulde 25
Aar, at hans politiske Eftermæle væsentlig vil være knyttet. Han
forenede mange Betingelser for Formandshvervet i vort første
Kammer. Hans skarpe, logiske Sans gav ham sikkert Herredømme
over selv det mest indviklede Stof, og hans Ordning af de ofte
vanskelige Afstemninger var absolut fejlfri, fordi han altid grundig
havde gjennemgaaet og prøvet alle Punkter. Hans sikre juridiske
Blik, forenet med aarvaagen Aandsnærværelse, lod ham aldrig staa
raadvild lige over for nogen formel Vanskelighed, og hans
Afgjørelser vare lige saa træffende som klare. Han var ikke nogen
barsk, men endnu mindre nogen slap Formand, og skjønt hans
Tilrettevisninger eller Formaninger altid havde den urbaneste Form,
tillod han hverken Inddragningen af uvedkommende Sager eller
Forsyndelser imod den gode parlamentariske Tone. Han havde en
stærk Haand i en blød Fløj els Handske; Tingets Medlemmer vidste
dette, selv de dristigste af dem vovede sig ikke længere frem end
til den Grænse, som Formanden havde sat. Han nød ubetinget
Respekt hos Medlemmerne, men der har været Tider, hvor man
hist og her knurrede over Tvangen. Den Orden og Ro, som han
krævede og overholdt, var ikke til Hinder for en grundig Prøvelse
og en endog skarp Kritik, thi L. satte ikke mindre Pris paa
Rigsdagsarbejdets Soliditet og alvorlige Omhyggelighed end paa den
gode Tone. Topsøe har en Gang skrevet om ham, at man faar et
vist Indtryk af, at hans Ideal af en Forsamling vilde være «en
Majoritet af Kammerherrer, behagelig oplivet ved en affabel lille
Opposition af vakre Kammerjunkere». Som saa mangen Paradox
klinger dette ret morsomt, men det miskjender ganske L. s virkelige
Bestræbelser for at højne Rigsdagslivet og lægger en utilbørlig
Vægt paa noget rent ydre, paa den Elegance og Fornemhed,
som var udbredt over hans Person og kom til Orde i hans Ytringer.
Naar L. som Landstingets Formand skulde give Tingets Følelser
et fælles Udtryk, ved en eller anden national Begivenhed, ved et
Medlems Død eller lignende, skete det altid paa en træffende
Maade og med et oratorisk Sving, som ikke ret passede med vor
demokratiske Tid, men som det er et Tab at se rent forsvinde fra
vort parlamentariske Liv. Sikkert er det, at ingen Formand har
siddet sikrere i sit Sæde end L., og han har store Fortjenester af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
