- Project Runeberg -  Dansk biografisk Lexikon / X. Bind. Laale - Løvenørn /
269

(1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liebe, Carl Christian Vilhelm, f. 1820, Advokat og Politiker

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Universitetsforvalter i Roskilde) og Caroline Frederikke f. Munck
(f. 1790 d. 1866). Han dimitteredes 1837 fra Roskilde Skole og tog
allerede 1841 juridisk Examen. Af de juridiske Professorer følte
han sig særlig knyttet til F. C. Bornemann, men størst Indflydelse
paa hans aandelige Udvikling havde H. Martensen, hvis Forelæsninger
han flittig hørte. Som Kandidat kom han ved sin
Manuduktørvirksomhed i nær Forbindelse med Kammeradvokat Sporon;
han blev Fuldmægtig hos denne udmærkede Mand og nød fra hans
Side Godhed og Venskab. Som Kandidat droges han stærkt ind
i Studenterforeningen og kom her som ledende Senior i flere Aar
til at spille en betydelig Rolle paa de ofte stærkt bevægede
Generalforsamlinger; allerede den Gang udmærkede han sig ved sin
klare Veltalenhed og sin Evne til at beherske Sindene. I 1849-50
gjorde han en længere Udenlandsrejse, især til England og Frankrig,
og kort efter Hjemkomsten opnaaede han (1851), skjønt der ikke
var nogen Plads ledig, at faa Tilladelse til at aflægge Prøve som
Højesteretsadvokat. Han var derved kommen ind paa den Bane,
for hvilken hans Evner fortrinlig egnede sig, og paa hvilken han
skulde opnaa saa store Resultater. Den Kollega, med hvem han
oftest nævnes sammen, fordi de to i lang Tid ubestridt indtoge den
forreste Stilling i Skranken, var den 4 Aar ældre G. E. Brock (III,
88). Ofte stode de som Modstandere, og Sejeren var i de fleste
Tilfælde paa L.s Side, uden at dette dog forstyrrede det venskabelige
Forhold imellem dem. A. F. Krieger har en Gang betegnet Brock
som Advokat af den franske, L. nærmest som Advokat af den
engelske Skole. Ytringen mangler ikke Sandhed, naar den anvendes
paa Procedurens Methode, men den passer ikke ganske paa
Veltalenhedens Form hos de 2 fremragende Sagførere, thi L.s Foredrag
maa efter sin hele Karakter fuldt saa meget kaldes fransk som engelsk.

L.s Anseelse var allerede grundfæstet, da han 1855 blev
Defensor for Tillisch, Sponneck, Bluhme og Scheel under den
Rigsretssag, som rejstes imod Medlemmerne af Ørsteds Ministerium,
medens Salicath de fenderede Ørsted, Hansen og Steen Bille.
Proceduren mellem disse og Brock som Aktor paa Folketingets Vegne
vil til alle Tider staa som et Mønster paa advokatorisk Dygtighed
og forensisk Veltalenhed. Denne Sag bragte L. i nær Forbindelse
med Aristokratiet og de højere Samfundslag og skaffede ham et
Klientel, større og anseligere, end nogen anden Advokat har haft
i det 19. Aarhundrede. Hans Ry voxede, da han 1861, ligeledes

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:29:49 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dbl/10/0271.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free