Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lange, Julius Henrik, f. 1838, Kunsthistoriker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Allerede havde L. i «Fædrelandet» skrevet sine første Artikler om
Kunst,da en Rejse til Italien, paa hvilken han ledsagede Grosserer
H. Puggaard (1861-62), gjorde ham klar paa sit Kald som Kunsthistoriker.
I Aarene efter Hjemkomsten forberedte han sig saa til
Magisterkonferens i Kunsthistorie og skrev hyppig Kunstanmeldelser
i «Fædrelandet». Efter at have deltaget i Krigen 1864 tog han 1866
Magisterkonferensen, giftede sig 21. Dec. s. A. med Louise Aagaard,
Datter af Prokurator J. G. V. A. (I, 4), og rejste i April n. A. ud
paa en 1 1/2 Aars Udenlandsrejse til London, Paris og Italien. Lige
efter Hjemkomsten blev han (Dec. 1868) beskikket til at holde
Forelæsninger over Kunsthistorie ved Kunstakademiet, og nogle Aar
senere aabnede Høyens Død ham Adgangen til Universitetet, hvor
det 1871 overdroges ham at holde Forelæsninger over Kunsthistorie.
Hermed var Banen afstukket for L.s Livsvirksomhed. Ved Akademiet
blev han 1870 fast Docent, 1871 valgt til Medlem, 1874 desuden
Sekretær – en Post, han opgav igjen 1882 (og i hvilken ogsaa hans
voxende Tunghørighed lagde ham Hindringer i Vejen). Ved
Universitetet blev han 1875 fast Docent, 1888 Professor extraordinarius.
L. fik sit kunstneriske Dannelsesgrundlag paa en Tid af ikke
inge Kunstliv her hjemme. Det ny fremblomstrede, folkelig
fædrelandske Genre- og Landskabsmaleri (Dalsgaard, Vermehren, Lundbye,
Skovgaard, Exner) elskede L. strax for dets umiddelbare Livsiagttagelse,
dets fortrolige Kjærlighed til sine Æmner; han bar ogsaa
som Høyens Elev Ringeagt for den Heibergske Kunstæsthetik og
dens dilettantiske Idealisme; men samtidig var alt det Paludan-Müllerske
i L.s Dannelse og Aandsretning knyttet til den ældre
Thorvaldsenske, monumentalt klassiske Stil. I de betydningsfulde
Kunstkritikker fra Aarene om 1870 (samlede i «Nutidskunst», 1873)
og i de «Strejftog» paa Verdensudstillingerne 1867, 1873, 1878, som
dels ere udgivne særskilt («Strejftog i Verdensudstillingen 1873»),
dels i nævnte Samling og i «Billedkunst» (1884), ser man ham nu,
under den nationalt hjemlige Kunstskoles voxende Frafald gjennem
70erne, hilse en Blochs eller Rosens Historiemaleri med Glæde og
have aabent Øje for den franske Kunsts afgjorte Overlegenhed,
medens dog meget i den franske Kunst strax støder Nordboen og Germaneren
i ham bort, og meget synes ham uægte Effekt eller
blot Haandværk. Og efterhaanden som, sidst i Halvfjerdserne, den
yngre Kunstnerslægt valfartede til Paris og tog Løsen fra Paris,
blev det L.s Position at advare mod at kaste vor nationale
Ejendommelighed bort i Efteraben. I Foredragene «Om Kunstværdi»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
