Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Absalon, 1128-1201, Ærkebiskop
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mands hele Tid og Opmærksomhed. Der var meget
at oparbejde fra de urolige og oprevne Tider, og
meget stod endnu tilbage at organisere for at faa
den danske Kirke fuldt indordnet i det almindelige
Kirkesamfund. Saaledes siger en tysk Forfatter, at
A. fik indført fuld Ensartethed ved Gudstjenesten i de
forskjellige Bispedømmer, men i øvrigt berettes der
intet om Enkelthederne i hans Kirkestyrelse. I den
samtidige voldsomme Strid mellem Kong Sverre og de
norske Biskopper blandede han sig kun for saa vidt,
som disse sidste med Ærkebiskop Erik i Spidsen i en
Aarrække nøde godt af hans storartede Gjæstfrihed og
fandt en Støtte hos ham over for Paven og den øvrige
Kirke. Hans eget kirkelig ydmyge Sind fremlyser noksom
af den Beretning, at han lod anbringe et Krucifix over
sit ærkebiskoppelige Sæde, for at det skulde se ud,
som om de, der fremstillede sig for ham, bevidnede
dette og ikke ham deres Ærbødighed.
Som et enestaaende Mindesmærke om det aandelige Liv,
som blev vakt ved A.s Virksomhed og fik sin Næring af
det store nationale Opsving, staar Saxes uforlignelige
Værk om vor Oldtids Historie. Forfatteren var A.s
Klerk, opdragen af ham til sit Kald, opmuntret og
nødet til det i sit Samliv med ham. Selve den Tanke
at faa en udførlig Beretning om Fædrenes Bedrifter
nedskreven, til Ære for det danske Navn blandt de
fremmede og til et Exempel for Folket i Samtid og
Eftertid, tilhørte, som Saxe siger, Ærkebiskoppen:
«han kunde ikke finde sig i, at vort Fædreland skulde
savne et sligt Mindesmærke, han, der altid brændte
af Begjærlighed efter at give det Glans». Men hvor
skarpt et Blik og hvor lykkelig en Haand han ogsaa her
havde ved at vælge Saxe til Tankens Iværksættelse,
behøver ikke at fremhæves, naar man erindrer, hvad
denne Forfatter betyder for vor Middelalders Historie
og for Kjendskabet til vort Folks ældste Minder.
A. døde Dagen før Skjærtorsdag, 21. Marts 1201 i Sorø
Kloster, hvor han rimeligvis efter Tidens Skik havde
tilbragt Fasten i Stilhed. Han gik i sit 73. Aar
og hans stærke Legemes Kraft var brudt i Aaringers
rastløse Arbejde. Der er bevaret en Optegnelse af
hans sidste Vilje, som viser, at han til det sidste
havde bevaret hele sin Aands Klarhed og retsindige
Betænksomhed. Sin rige Fædrenearv gav han til Sorø
Kloster undtagen Fjenneslev, sit Barndomshjem, som
Esbern Snare skulde have tillige med «den lille Skaal,
hvoraf deres Fader plejede at drikke». Kjøbenhavn
med det tilliggende Jordegods havde han alt forhen
givet til Roskilde Bispestol. Hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
