Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sophus Michaëlis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
arbejdende, der aldrig trættes, men for hvem det er en Nydelse at underlægge
sig Sprogets Ord og Former, indtil de yder ham det fuldkomneste Udtryk
for, hvad han har følt og set. Der er ikke saa lidt af Ciselørens Kunst i
Soph. Michaëlis’ Digtning, men den minutiøst omhyggeligt udarbejdede
Form udelukker ikke Liv og Varme; thi der banker paa samme Tid et
ægte lyrisk Pulsslag deri. Særlig i Samlingen „Solblomster“ (1893, 2. Udg.
1901) er der en personlig Grebethed, som virker med megen Styrke, medens
de to følgende Digtsamlinger „Sirener“ (1898) og „Livets Fest“ (1900)
i det hele synes at være af lidt blegere Lød.
Ogsaa som Prosaforfatter staar Michaëlis paa en selvstændig Plads.
Hans første novellistiske Arbejder: to Nutidsfortællinger med Fællestitlen
„Synd“ (1891) og Romanen „Vanemennesker“ (1892) har let paaviselige
Svagheder i Henseende til Komposition og den hele Tilrettelægning af
Stoffet; men der er til Gjengjæld saa megen god Iagttagelse og ofte saa
sikker og fænglende psykologisk Analyse, at ogsaa disse Arbejder tæller
godt med i Forf.’s Produktion. Det var dog først med Fortællingen „Æbelø“
(1895), at Michaëlis rigtig fik Læseverdenen i Tale, paa samme Tid som
Kritiken varmt og enstemmigt udtalte sin Beundring for dette Prosadigt.
„Æbelø“ er en ejendommelig Forening af Romantik, Symbolik og djærv
realistisk Skildring af middelalderlige Sæder og Skikkelser. Men det er
lykkedes Michaëlis at sammensmelte disse Elementer til en digterisk Helhed,
der ejer stærk og varm Skjønhed. Historien om Junker Sølver og Jomfru
Gro tiltaler paa én Gang med Folkevisedigtningens Umiddelbarhed og den
moderne Digters overdaadig rige Sprogkunst, det ene Moment væver sig
mærkelig let og sindrigt ind i det andet, og det er blevet en ligesaa
betydelig som vel fortjent Sejr, Forf. har vundet med denne Bog.
Desuden har Sophus Michaëlis udgivet: „Dødedansen“ (1900), en Række
Historier: Kongen, Ridderen, Bonden o. fl., med Motivet taget fra den gamle
Digtning fra Reformationstiden, endvidere „Giovanna, en Historie fra Staden
med de skjønne Taarne“ (1901) og „Palmerne“, Digte (1904). Denne
Digtsamling er tilegnet Bjørnstjerne Bjørnson og indledes med en Hilsen til
Digterhjemmet paa Aulestad, hvorefter følger – som den egentlige
Indledning og Grundakkord – det store, prægtige Digt „Palmerne“ med disse
Begyndelsesstrofer:
„Har jeg drømt i Tiders Morgen om en paradisisk Kyst,
om en Have midt i Havet, om et Blaa, der aldrig falmer,
om et højt og nøgent Næs, der sig nærmer solbelyst
i en Kimingsrand, som vinker med forventningsfulde Palmer ..
Ak, hvad véd jeg: Naar jeg lægger min Kind paa Mulmets Pude,
naar min Tanke støder af fra det faste Dagens Land
– kun et Nu – og jeg driver paa Drømmehavet ude
som et fnugkronet Frø over vuggende Vand.
Tag i Favn mig, stærke Søvn! kun et Barnesuk det koster:
Se, jeg folder mine Arme og jeg bøjer mine Knæ,
se, jeg knuger mig saa lille, se, jeg knuger mig i Læ
op under Nattens Hjerte som et stumt, et ufødt Foster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
