Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Verdslig Bortfæstning. Fæstensgaver. Kirkelig Boitfæstning. Trolovelsesring. Fæstensøl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vilde have Magdalena salig Hr. Jacobs paa Askevolds Efterleverske
til sin Ægtehustru og leve og dø med hende, holdt
Sognepræst Hr. Michel en Tale, der endte saaledes: "Da fattes der nu
intet andet til, uden at de skulle troloves med Trolovelsens Ring
efter gammel Sædvane. Tog da Jost Herremand en Ring og satte
paa Magdalenis Haand, og saa lagde Hr. Michel deres Hænder
sammen og sagde" o. s. v.[1].
I Løbet af det 16de og 17de Aarhundrede skred Udviklingen
jævnt fremad i Danmark og Norge, idet Borgerstanden og
lidt efter lidt ogsaa Bondestanden, fulgte Adelens Eksempel. En
Maalestok for Skikkens Udbredelse ved det 17de Aarhundredes
Slutning kan hentes fra, at det paa den Tid var et almindeligt
Mundheld i Danmark: "Naar Fingeren er ringet, er Pigen
tinget"[2]. Og omtrent paa samme Tid hedder det om Bønderne i
Nordhordeland og Voss i Norge: "Fæstemanden forærer sin
Fæstemø en forgyldt Sølvring, hvilken han dog ikke leverer
hende, forinden Præsten udi Trolovelsen nævner disse Ord: saa
giver hverandre Eders Hænder derpaa, da han sætter den paa
hendes Langfinger, idet han rækker hende Haanden"[3].
I Danmark og Norge ophørte med Reformationen Ringspaasættelsen
at være et paabudt Led af den kirkelige Handling.
Mødte Fæstemanden med Ring, var det godt, og Præsten
overrakte i saa Fald Fæstemøen den. Men nødvendigt var det ikke.
Det blev kun mere og mere almindeligt, fordi det ansaas for fint.
I Sverige derimod, hvor man bevarede langt flere af de
katolske Skikke, fastholdtes ogsaa denne. Ifølge Haandbogen af
1529 skulde Præsten tage Ringen og velsigne den med Bøn.
Derpaa overleverede han den til Fæstemanden, der vendte sig
mod Fæstemøen og sagde: "Jeg, N. N., tager dig, N. N., nu til
min Ægtehustru, til at elske Dig i Nød og Lyst, og til et sikkert
Tegn giver jeg Dig denne Ring." Hvortil hun svarede: "Jeg,
N. N., tager Dig, N. N., nu til min Ægtebonde, til at elske Dig i
Nød og Lyst, og til et sikkert Tegn tager jeg af Dig denne Ring."
Efter disse Ord satte Fæstemanden Ringen først paa hendes
Pegefinger, saa paa Langfingeren og endelig paa hendes
Ringfinger, idet han sagde: "I Navnet Faderens, Sønnens og den
hellige Aands." I Løbet af 200 Aar skete der ikke anden Forandring
i denne Skik, end at hendes Udtryk "Ægtebonde" i Haandbogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
