Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 6. Frieri. Talsmænd. "Tiltale". Afslag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
altsaa er jeg med Gud og Æren hidkommen, uværdig at begære
og forlange eder til min Hjertens allerkæreste". – Vil nogen
give mig otte Skilling igen, vil jeg overlade den. Den er ærlig de
Penge værd; thi jeg skulde bilde mig ind, at hvo der fører saadan
Tale, kan faa hvilken brav Mands Datter, han forlanger"[1].
*
Naar Talsmanden var færdig, skulde Faderen eller
Pigens nærmeste Slægtninge svare, og idet han rejste sig op,
rejste hele Selskabet sig med ham, ligesom tidligere Frieren eller
hans tilstedeværende Slægtninge havde staaet op, medens
Talsmanden førte Ordet. Det var Slægt, der talte til Slægt.
Ligesom det imidlertid var Skik, at Frieren havde sine Ordførere,
saaledes hændte det ofte, eller var ligefrem Brug i flere Egne,
at Faderen ogsaa havde sine, "Svaremænd" som de kaldtes i
Norge[2].
I Skaane og vel andet Steds tillige, var det i det mindste
senere Skik at bede Præsten afgive Svaret paa Faderens
Vegne[3], saa at der i Saadanne Egne maa have fundet en Art
Kapløb Sted mellem de to Parter om, hvem af dem der skulde
have Præsten til Ordfører. Derimod var det vistnok meget
sjældent, at en Kvinde var den ordførende, saaledes som f. Eks. ved
Dr. Otto Sperlings Frieri, hvor Brudens gamle Faster svarede,
skøndt Faderen selv var til Stede[4].
Skik og Brug bød, at Svaret skulde være langstrakt.
Var Indholdet "Ja", kaldte man vistnok i Reglen Frieren ind,
hvis han ikke alt var til Stede, og Festen gik da med det samme
over til et Jaords Gilde eller "Ja-øl". I Skaane var det senere
Skik, at Bruden paa dette Tidspunkt hentedes ind af Faderen,
og Sømmeligheds Hensyn bød da, at hun skulde vise sig
modstridende og i Døren sige: "Lad mig være, Far! Nej, min Sandten
om jeg vil!"[5].
I Reglen var dog vistnok Svaret undvigende. Dette havde
ikke blot sin Grund i den fælles nordiske Ulyst til bestemt
Afgørelse, men der var ogsaa, som vi straks skal se, meget, der
burde være bragt i Orden, førend den endelige Afgørelse blev
truffen. Datidens Ordsprogsforraad var derfor rigt paa
Opfordringer til ikke at slaa for hurtigt til. Vel skulde man tro, at i de
[1]
L. Holberg: Den politiske Kandestøber 13.
[2] Folkevennen 8de Aarg. (Kristiania 1859) S. 277.
[3] Nicolovius: Folklifwet i Skytts Härad (Lund 1847),
S. 141.
[4] Dr. med. Otto Sperlings
Selvbiografi, oversat af Birket Smith, S. 34.
[5] Nicolovius: Folklifwet i Skytts Härad (Lund 1847),
S. 143.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:02:08 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/9/0124.html
