Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Parternes Alder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Agnes Hedvig. Ganske vist var ogsaa hun 14 Aar, da hun ægtede
ham, men hun var dengang allerede Enke, idet hun 13 Aar
gammel havde mistet sin første Mand, Kurfyrst August af Sachsen.
Der var i alle saadanne Tilfælde en brat Overgang fra at lege med
Dukkevugge (Fig. 6) til selv at faa Brug for en rigtig.
For at hindre lignende tidlige Forbindelser blandt Adelen i
Danmark blev der Aar 1539 i Odense udstedt kongeligt Forbud
herimod. Det var nemlig blevet Skik hos den danske Adel at
trolove Døtrene bort som smaa, længe førend der kunde være
Tale om Bryllup. Da Trolovelsen var en kirkelig Handling med
bindende Kraft, kunde herved Partiet sikres og Sagen være fuldt
afgjort, længe førend den kvindelige Part havde mindste
Forstand herpaa. Men herved opstod der, som Recessen siger, "stor
Guds Fortørnelse, desligeste Slægtninges og Venners
Forhaanelse, hvoraf atter opvoksede stort Had og Fordærvelse blandt
Adelen". For at undgaa sligt forbødes det da nu at trolove nogen
adelig Jomfru bort "i hendes umyndige Aar, førend hun var
kommen til Skelsalder, saa at de paa begge Sider kunde give
deres Ja og Samtykke".
Hvis nogen ikke desto mindre var særlig ivrig for at faa en
Barneforbindelse i Stand, aabnede Recessen dog vedkommende
en Udvej. Kirkelig Trolovelse ved Præst var jo nu forbuden.
Men der kunde nok sluttes en Slags verdslig Trolovelse, en Art
Væddemaal om Ægteskab, eller Brudekøb paa Tid, hvorved begge
Parter skriftligt forpligtede sig til en bestemt Sum, som den
svigtende Part havde at udrede til den trofaste, hvis der intet Bryllup
blev af – saaledes "som Sædvane er udi andre fremmede
omkring liggendis Lande"[1].
Det Forbud, som saaledes gaves Aar 1539 i Odense, gentoges
saa godt som ordret i den saakaldte københavnske Reces af 1547
[2].
Endelig udvidede Frederik den Anden det Aar 1582 til alle
Stænder[3].
Ingen Trolovelse skulde nu være gyldig, naar den var sket
i vedkommendes umyndige Aar. Fra nu af maatte altsaa enhver
ung Kvinde, adelig som uadelig, vente med at afgøre sligt til det
fyldte attende Aar[4].
I Christian den Femtes danske Lov fastsattes
det fyldte sekstende Aar som Kvindens Myndighedsalder i saa
Henseende[5].
Man vilde imidlertid tage meget fejl, hvis man i et Forhold som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
