Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Daab og Barselgilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
følgende Svar: "Efterdi Genfødelsen ifølge Evangeliets Lære skal
ske ved Vand og den Helligaand, saa bør de, som døbes i Øl, ikke
anses for rettelig døbte"[1].
Samme Afgørelse blev i Danmark truffen efter Reformationens
Indførelse, da Spørgsmaalet her kom til at foreligge. Aar 1666
handlede nemlig i Skævinge paa Sjælland en Jordemoder paa
egen Haand, idet hun, da en Kvinde havde født et Barn, der var
meget svagt, hurtigt døbte dette i Øl, fordi hun mente, at det ikke
vilde kunne leve, indtil der kunde hentes Vand. Barnet levede
imidlertid og dets ejendommelige Daab vakte nu den største Uro
hos Forældrene. Moderen var ved at gaa fra Forstanden af
Grublen over denne Daabs Værd, Faderen forlangte den foretagen
om igen paa rette Maade. Da Spørgsmaalet af Sognepræsten
forelagdes Sjællands Bisp, Ærkebiskop Svane, til Afgørelse, turde
denne ikke paa egen Haand træffe nogen saadan, men
indberettede Sagen til Kongen. Kongen afæskede først det teologiske
Fakultet en Erklæring, der kom til at lyde paa, at Daaben i dette
Tilfælde var aldeles ugyldig. Den "afveg nemlig quoad materiam
(hvad Stoffet angik) ganske fra Sakramentets Indstiftelse, som
befaler, at Daaben skal forrettes med blot og bar Vand uden
nogen Mikstur, hvorved det og mister det indsatte Elements Navn,
saa at det ikke længer kaldes Vand". Barnet burde derfor med
det allerførste ved et Vandbad udi Ordet indlemmes i sin Frelser.
Jordemoderen, som ved sin uforstandige og uagtsomme Gerning
i højeste Maade havde forarget Guds Kirke, burde formentlig
saadan grov Forseelse offentlig afsone hos Gud og hans
Menighed. I Overensstemmelse med dette Svar befalede Kongen, at
Barnet skulde tilbørlig omdøbes med Vand og Jordemoderen
"udstaa Kirkens Disciplin"[2].
Langt mildere havde Kirken fra tidlig Tid stillet sig overfor
en anden Erstatning for Daabsvandet. Allerede Norges første
Ærkebisp, Jon Birgersson, havde truffet følgende, milde
Bestemmelse: Hvis en Kvinde føder i Ensomhed, og Barnet er saa svagt,
at det ikke kan føres til Præst, og hun ikke er Folk saa nær, at
hun kan faa Hjælp til at døbe Barnet, da skal hun heller døbe
det selv end det dør udøbt, og døbe det i Vand, hvis saadant til er.
Men hvis Vand ikke er for Haanden, skal hun dyppe det tre Gange
i Dugg eller i Sne eller i Havvand. Men hvis ingen af Delene er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
