Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Indbydelse til Daab. Kristentøj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig til, hvor de øvrige Faddere især var Gejstlige, der jo alligevel
ikke maatte gifte sig, i Løbet af faa Aar forspilde baade for sig og
sine Børn de bedste Ægteskabs-Muligheder. Omvendt synes
Kirken at have set ilde til Valget af blot Munke til Faddere. De
ofrede uden Tvivl ikke. Hertil sigter vistnok Udtrykkene i det
slesvigske Ritual: "Præsten maa ikke uden særlig Tilladelse tage
imod Munke og Tiggere som Faddere"[1].
Disse Vanskeligheder havde fremkaldt en ganske ejendommelig
Skik. At faa samlet mange levende Faddere medførte
Misligheder, men for de dødes Vedkommende maatte alle slige
Hensyn antages at være bortfaldne. Man søgte da bag Graven
Erstatning for Slægt og Venners Vrangvilje, og havde den
Tilfredsstillelse ad denne nemme Vej at kunne faa den mest udsøgte
Kres samlet. Til Jørgen Ruds Daab paa Vedbygaard Aar 1517
mødte saaledes Bispen i Roskilde Lage Urne, Prioren i Sorø
Albert Henriksøn og Mester Eskild fra Antvorskov foruden nogle
verdslige Herrer som Faddere; men ingen af dem alle kunde
dog taale Sammenligning med "Hellig Jørgen" og "Hellig
Kristoffer", der ligeledes var indbudne. Blandt Kvindefadderne
traadte selvfølgelig Fru Sophie Oluf Daaes, Fru Inger Hans
Billes, Fru Anne Lars Grubbes og hvad de alle hed, rent i
Skygge ved Siden af selve Himmeldronningen Jomfru Maria.
To Aar efter fik den lille Erik Rud, ligeledes paa Vedbygaard,
til Faddere baade Oluf Daa og "Sankt Mogens" og til Gudmødre
Fru Birgitte Mads Eriksens og "Sankt Anna". Til Søhelten Otto
Ruds Daab Aar 1520 var indbudne Biskop Lage Urne, der døde
ni Aar efter, nemlig Aar 1529, den hellige Franciscus, der var
død Aar 1226, og den hellige Hieronymus, der alt var død Aar
420. Ældst af alle var dog en af Gudmødrene, nemlig Maria
Magdalena[2].
Efter Reformationens Indførelse ophørte Troen paa
Fadderskabets beslægtende Kraft. Som Peder Palladius udtrykte det:
"I skulle og vide, at ingen Fadderskab kan forhindre Ægteskab,
som det ugudelig Pavens Folk haver lært og løjet for os; to
Faddere maa vel have hinanden til Ægte"[3]. Ikke desto mindre holdt
dog Kirken fremdeles igen og søgte af Grunde, som vi senere
nærmere skal se, at indskrænke Faddernes Antal. Fire til fem
Faddere maatte anses for at være passende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
