Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Indbydelse til Daab. Kristentøj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dels fristede den til Misbrug, for saa vidt den var uden
Kontrol, dels savnede den det højtidelige Præg, som Kirken gav, og
den gjaldt derfor i det almindelige Omdømme for ikke fuldt
betryggende.
Den Art Misbrug, hvortil Hjemmedaab særlig fristede, stod i
Forbindelse med Arvelovens Bestemmelser. Ifølge disse blev et
Barn først ved Daaben arveberettiget, som Skaanske Lov udtrykte
det: "Faar Barn ej Kristendom, da faar det Barn ej Arv,
fordi at Hedenmand maa ej arve"[1]. Hvor Faderen da var død
forud, kunde det stundom for Moderen og hendes Slægt blive
store Summer om at gøre at faa den lille "Hedenmand" døbt,
efterdi i saa Fald Faderens Gods ikke tilfaldt dennes Slægt, men
igennem Sønnen bevaredes samlet og gik ved hans Død i Arv
til Moderen. Aar 1592 var en større Retssag af denne Art til
Doms for Kongens Retterting paa Københavns Slot. Fru
Ermegaard Gyldenstjerne paastod, at den Søn, som hun havde født
og straks ladet døbe Truid Bjørn, havde været levende født og
døbt, og Bjørnsholm Gaard og Gods derfor nu hendes med Rette.
Hendes afdøde Mands Slægt derimod beskyldte hende for at have
døbt et dødfødt Barn og krævede Gaard og Gods tilbage som
deres rette Arvegods[2].
Ved Sager af denne Art laa der ikke nogen tilstrækkelig
Sikkerhed i, at de mange Kvinder var til Stede og maatte kunne
afgive Vidnesbyrd om, hvorvidt Barnet havde været levende
eller ej, da det blev døbt. Saafremt de nemlig alle var af
Moderens Slægt, kunde de anses for alle at være Part med i Sagen.
Og der laa heller ikke noget betryggende i, at Daaben muligvis
var bleven foretagen af Jordemoderen. Dels kunde hun jo
underkøbes, dels var der forud, netop paa Grund af Tidens Tro paa,
at det udøbte Barn var Djævelen hjemfaldet, en stærk
Tilbøjelighed til at døbe hurtigt og ubeset. Det er i saa Henseende
betegnende, hvad der gentagne Gange oplyses, at Jordemødre havde
for Skik – noget, der i den katolske Tid havde været anset for
fuldt tilladeligt: – under særlige Forhold at døbe det endnu ikke
fuldt fødte Barn. Kirkeordinansen søgte at bevise Utilstedeligheden
heraf ved den Indvending, at hvad der ikke end er født,
kan heller ikke genfødes[3].
Nej, det eneste virkelig betryggende ligeoverfor alle Misbrug,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
