Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Indbydelse til Daab. Kristentøj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en saadan og ligeledes i Tyskland[1]. Den svenske,
saaledes som den er optegnet Aar 1619, lød som følger:
"Ærværdige og vellærde Herre! Jeg haver et kristeligt Ærinde
til Eders Ærværdighed og beder venligen, Eders Ærværdighed
ville det gerne og velvilligen fornemme: Gud den Almægtige
haver naadeligen beskæret mig og min kære Hustru i disse Dage
med en ung Søn (eller Datter); og efterdi han (eller hun) udi
Synderne avlet og født er, saa beder jeg Eders Ærværdighed
ville tilkommende Søndag lade samme Barn bekomme den
hellige Daab og Kristendom, at det maa vorde aftvættet fra
Synderne gennem Kristi Blod og indskrives udi Livsens Bog.
Saadant imod Eders Ærværdighed til at fortjene vil jeg altid findes
redebon og velvillig".
Præstens Svar lød saaledes: "Velagtede" (o. s. v., alt efter
hvem den søgende var), "gode Ven! Denne Eders venlige
Begæring til bestemt Tid at forfordre Eders unge Søn (eller Datter)
til den hellige Daab er jeg gerne villig og efter mit Kald skyldig
og pligtig at efterkomme, og beder den Allerhøjeste, at Han
hannem (eller hende) sin hellige Aands Naade og Gave forlene ville,
at han (eller hun) udi Guds sande Frygt maa opvokse, og jo
længer jo mere formeres udi Visdom og alle kristelige Dyder,
og saaledes træde udi sine kære Forældres Fodspor"[2].
Saasnart Daabsdagen var bestemt, maatte Indbydelsen af
Fadderne finde Sted. Denne var tidligere altid bleven besørget
mundtligt. Den korte Tidsfrist medførte jo nødvendig, at man
hverken kunde indbyde mange Faddere eller hertil vælge
Saadanne, der boede altfor langvejs borte. I Flensborg og vel ogsaa
andre Steder i Norden var det Skik, at Faderen selv gik rundt
og bad de mandlige Faddere, medens en i kostbar Dragt og med
Guldkæder pyntet Pige indbød de kvindelige[3]. Men da man ved
Aarhundredets Midte – af Grunde, som vi siden nærmere skal
betragte – begyndte at indbyde baade mange og fjærnt boende
Faddere, saa nødtes man ogsaa til at afsende Indbydelserne
skriftlig.
Herved blev i langt videre Krese, end den egentlige Skrivedygtighed
strakte sig, mangen Fader just i et vanskeligt Øjeblik
tvungen til at tage Pen i Haand. Skriveri var ikke hver Mands
Sag. Til daglig hjalp man sig, som man kunde bedst: Mundtlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
