Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Fødsel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hertil. Et af de ældste Eksempler herpaa er Gangerrolf, Normandiets
navnkundige Erobrer. Faa Jagten blev han en Gang lokket
langt ind i Skoven af en flygtende Hjort. Da viste sig med eet en
underjordisk Kvinde og sagde, at hun havde lokket ham did for
at føre ham til hendes Datter, der nu havde ligget nitten Dage i
Fødselsnød, og ikke kunde forløses uden ved et Menneskes
Hjælp. Gangerrolf fulgte med hende, og straks ved hans Komme
forløstes Datteren. Da han atter forlod dem, skænkede de ham
anselige Gaver.
Afkommet af Trolde og Mennesker synes ikke fuldt at have
arvet Troldenes skarpe Sanser, hvorfor ogsaa Saadanne Børn
straks efter Fødselen maatte stryges med en Salve under Øjnene
for at blive klarsynede for Troldenes Verden. Enkelte Tilfælde
omtales, hvor den hjælpende Kvinde listede sig til at stryge
ogsaa sine egne Øjne med Salven, men dette bekom hende ilde.
Hun kunde vel, da hun atter kom op paa Jorden, se Troldenes
Færd ved Dagslyset, hvor talrigt de f. Eks. listede sig om paa
Marker og Veje, men næppe opdagede de denne Egenskab hos
hende, førend de hævnede sig og blindede hende.
Skøndt man sjældent hørte Tale om, at nogen led ondt under
Jorden eller længtes tilbage til Menneskenes Verden, dannede
dog især dette Blandings-Afkom en ulykkelig Slægt. Alle tilhørte
de nemlig Mørkets Rige og var ifølge deres Æt evig fordømte.
Dunkle Minder fra fordums Dage kunde dog stundom opstaa
hos dem og vække en Trang og afføde Længsler, der stod i den
mest skærende Modsætning til deres virkelige Kaar. Det var
uden Tvivl Saadanne Stakler, der en Nat raabte Præsten fra
Hjørlunde an, da han kørte til Roskilde. De vrimlede ud af Højen,
standsede Vognen og forelagde ham det Spørgsmaal, om de kunde
blive salige. Præsten, der skulde til Landemode, synes at være
bleven bange og at have benyttet Rejsens Maal som Paaskud for,
at han ikke paa egen Haand kunde give dem Besked. De
stævnede ham da til at give dem Svar om et Aar. Da han Aaret efter
kørte forbi, tilraabte han dem Svaret: "Nej! I er alle evig
fordømte!" og straks stod hele Højen i Lue[1].
Jo mere man tænkte over alt sligt, des uhyggeligere blev det.
Intet Under da, om man søgte snarest muligt at værne Barnet
herimod paa den eneste virkelig betryggende Maade: ved at faa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
