Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Paaske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i sin Særk og deraf lavet en Ham i sin egen Lignelse, som hun
lagde hos Manden. Og yngre Hekse behøvede end ikke noget
Ridedyr eller Færdselsredskab. De var ved egen Kraft i Stand til
at hæve sig i Luften og flyve afsted.
Under slige Forhold var det sikkert klogest at anvende et mere
almindeligt Sikringsmiddel, f. Eks. at ringe med Kirkeklokkerne.
Endnu langt ned i det 19de Aarhundrede var det derfor Skik i
Smaaland hver "Dimmelonsdag" om Aftenen efter Solnedgang
og atter Skærtorsdag Morgen, førend Solen var staaet op, at
"klemte Paaskekærlingerne ned". Provst Wiesels Karle ringede
saaledes med Kirkeklokken, just da tre Hekse fløj over Spiret.
De faldt straks ned, men skiftede Ham og forvandlede sig til
Geder. De tre Geder løb op i en gammel Birk, men en Mand,
der stod hos, huggede den ene Ged i Foden. Siden da haltede
en gammel Kvinde i Håramoen, og ingen nærede Tvivl om, at
hun jo havde været med paa Turen til Blåkulla. I et andet
Tilfælde forvandlede den nedfaldne Heks sig til en hvid So. Tre
Paaskekærlinger, der i Provst Gumælii Tid nedringedes ved
Moheda, just som de skulde "piske Kirken", fandtes derimod
helt nøgne[1].
En ganske egen Fristelse var det selv at skaffe sig Vished om,
hvorledes det forholdt sig med ens Omgivelser. Sligt lod sig gøre
ved Hjælp af et paa Skærtorsdag lagt Hønseæg, at sige, hvis det
var det første, Hønen nogensinde havde lagt. Tog man det blot
med sig i Lommen hen i Kirken, eller, hvad sikrere var, saa man
igennem det, idet Solen skinnede, kunde man nøjagtigt afgøre,
hvilke Kvinder i Menigheden, der var Hekse og om Aftenen
tilforn havde været afsted[2].
I England udførtes paa Skærtorsdag en højtidelig Handling,
der endnu har holdt sig i katolske Lande. Et Antal fattige
samledes paa Slottet, og Dronning Elisabeth vadskede deres
Fødder. Rensningen var grundig nok, forsaavidt de alle forud
var: først blevne vadskede af en Vadskerkone, dernæst af
Almisse-Uddelerens undergivne og sluttelig af ham selv. Naar saa
Evangeliet om Fodvadskningen var oplæst, vadskede Dronningen dem
for fjerde Gang, med Bistand af en Adelsjomfru for hver fattig.
At Dronningens Ydmyghed voksede med Aarene, var billedlig
antydet ved, at der hvert Aar var en fattig mere, saa at deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
