Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som saadan; men her som hist var det hans første Opgave, naar
han havde skaffet Ro til Veje, at forestille Skuespillerne for
Publikum. Dette foregik paa den Maade, at de alle traadte frem
i Forgrunden, og han enten forklarede, hvem hver enkelt var,
eller blot udpegede de vigtigste. F. Eks.:
Her er Samson, ja Samson stærk,
Hvilken bruger her sit Hofværk.
Samson, en Dommer i Israel,
Samson med Kæften, I kender ham vel?
[1]
Stundom, hvor Personerne var mange, var det Skik at dele
dem i tre til fire "Hobe", for at Tilskuerne lettere kunde faa
Overblik over dem. Og i saa Fald synes det at have været Skik,
at "Fortaleren" ikke selv forestillede dem, men benyttede sig af
en Dreng som en Slags Pegepind, idet denne gik rundt med en
Gren i Haanden og rørte ved hver især, alt imens han tillige gav
Besked om, hvem det var[2].
Hermed var imidlertid ikke Fortalerens Hverv omme.
Publikum maatte have tydeligere Forklaring. Derfor gav han en kort
Udsigt over Stykkets Indhold og Gang, saa at alle med Lethed
kunde følge med, hvad der foregik, og tillige være fri for
Spænding med Hensyn til Stykkets Udfald. Det maatte anses for
særlig behændigt fra Forfatterens Haand, naar denne Forklaring
faldt sammen med Præsentationen, saa at Stykkets Gang
fortaltes samtidigt med, at der pegedes paa de forskellige Personer
og disse nævnedes ved Navn.
I Reglen var "Fortalerens" Virksomhed hermed, i det mindste
foreløbigt, forbi. Der blev først atter Brug for ham, naar
Stykket var til Ende, og han maatte frem for alt hjælpe Tilskuerne
med at uddrage den rette Lærdom af, hvad de havde set og hørt.
Dette var sikkert hans utaknemmeligste Arbejde. Dels var
nemlig den Moral, han her havde at forkynde, ofte baade langtrukken
og søgt, dels har Tilskuerne paa dette Punkt af Forestillingen
vistnok i Reglen været noget støjende.
Stykket selv skulde altsaa kunne gaa sin Gang paa egen
Haand, uden Fortalerens Hjælp. Det var kun ganske
undtagelsesvis og et Udtryk for særlig Ubehjælpsomhed hos Forfatteren,
naar Fortaleren ogsaa her maatte gribe ind for at faa det paa
Gled. Dette er f. Eks. Tilfældet i "Knud Lavard", hvor Erik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
