Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrekampe - Vilde Dyr. Dyrehaver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saa vidt, at de rejste sig paa Bagbenene og begyndte at bides og
sparkes, skulde den Mand, der ledte Hingsten frem, støtte den
bagfra, hidse den og drive den fremad med sin Stav, saafremt
den trættedes. Saa han sit Snit, gav han ogsaa gerne Modpartens
Hingst et ordentligt Slag med Staven, naar sligt kunde se ud som
en Fejltagelse eller et nødvendigt Selvforsvar. Det var hyppigt
Ejerne, der selv førte Hingstene frem, og meget ofte hændte det,
at de to Mænd hver bag sin Hingst selv ophidsedes og kom i
Kamp med deres Stave, naar den ene mente, at den anden
unødvendigt mishandlede hans Hingst. Beskikkede Dommere skulde
afgøre, hvilken Hingst der havde sejret, hvis dette ikke var
synligt for alle, ved at den ene laa død paa Kamppladsen.
Disse gammeldags Kampe holdt sig endnu i det 16de Aarhundrede
i flere Fjeldbygder. De kaldtes for "Skej", og de sidste
Uger i August Maaned ansaas for den rette Tid hertil. Om
Fyrisdal i Øvre Thelemarken, hvor "Skejstenene" den Dag i Dag
paavises, fortæller Biskoppen i Oslo fra sin Visitatsrejse Aar
1618, at paa Bartholomæus’ Dag samles en hel Hob Bønder her
med deres Heste og lade dem bides Par og Par. Almuen antager,
at det Aar, hvori Hestene bides vel, skal blive et godt Aar og
omvendt. Lige ned til Aar 1820 holdt Hestekampene sig i Valle
i Sætersdalen. Her benyttede man to frie Pladser ved Præstegaarden
dertil. Paa den ene, "Skejvolden", hidsede man
Hingstene Par og Par og lod dem kæmpe, til de ikke kunde mere.
Derpaa gik man over paa den anden Side Præstegaarden til "
Leikvolden", hvor man holdt Væddeløb med de tiloversblevne Heste.
Der brugtes ingen Saddel, Hestene piskedes frem i Firspring,
og mangen Gang kom baade Mennesker og Dyr til Skade.
Forgæves søgte Præsterne at faa Almuen til at høre op hermed, især
de gamle Bønder var ikke at formaa til at opgive deres
Hestekamp og Kapridning. Først omkring Aar 1820 lykkedes det
Præsten Musæus at faa Skikken afskaffet[1].
Til disse Dyrekampe i Norden svarede Forhold til daglig, der
tog sig langt glubskere ud, end vi nu er vante til. I Københavns
Slotsgaard stod saaledes en Ulv i Lænke[2], paa Frederiksborg en
Bjørn, endda kun bunden i Reb[3]. Frederik den Anden anskaffede
sig Aar 1562 en Løve, og befalede "den en god Karl tiiskikket,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
