Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kort og Tærninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Parter[1]. Om den Iver, hvormed der spilledes, kan man danne sig et
tydeligt Begreb. Ofte bortspilledes store Summer. Karin Månsdatter
fik saaledes f. Eks. en Gang af Erik den Fjortende udbetalt
2300 Kr. i Spillepenge[2]. Christian den Fjerde tabte en Gang over
5000 Kr.[3].
"Doblet og forspilt 600 Daler med kongelig
Majestæt", skriver Esge Brock i sin Dagbog[4]. Sligt førte jævnligt til
Strid. "27de Juni 1567 blev en Baadsmand i Taleiks Bod
ihjelslagen af en af sine Staldbrødre for Dobbel", hedder det i en
Dagbog fra Bergen[5].
Om Forholdene i Danmark hører vi, at det
i Frederik den Andens Gaardsret maatte forbydes enhver, der
var i Kongens Tjeneste, at doble Hest, Vaaben og Værge bort[6].
Kæmpevisernes Beskrivelse af Ungersvenden, der leger
Tavlebord og efterhaanden taber alting, Hest, Sværd, Hat, Kjortel,
indtil han tilsidst er heldig og vinder Kongedatterens Ære og
Tro, lyder mindre usandsynlig, naar man hører, at der for Alvor
maatte gives Børn Tilhold om ikke at
Doble bort Klæderne og Penning af Pose,
Bæltet af Livet og Remmene af Hose[7].
Allerede fra gammel Tid havde man søgt at hemme Spillesygen
og dens Følger ved adskillige strenge Bestemmelser. Det
hed f. Eks. i Christoffer af Baierns Stadsret for København, at
hvis nogen tabte i Dobbel mere end en Skilling, maatte den
vindende dog ikke beholde mere deraf end en Øre. Kom de
spillende op at slaas, skulde den, der gav den anden Hug, betale
Bøder, men til Kongen og Staden, ikke til den, der fik Hugget. Og
blev nogen ihjelslagen under Spil, skulde den dræbte jordes
under Galgen og Drabsmanden bøde Liv for Liv. Omtrent lignende
Bestemmelser var paany blevet vedtagne under de efterfølgende
Konger[8].
Endnu i Aaret 1579 blev det fastslaaet ved en Viborg
Landstingsdom, at man ikke var pligtig at betale sin Spillegæld[9].
Og hvor strengt slige Sager stundom blev tagne, kan ses af en
Forpligtelse, som Byens Trommeslager Aar 1596 maatte indgaa
i Ribe: "Dersom han nogen Tid herefterdags drager enten
Anders Sørensen eller andre Godtfolks Børn til sig med Dobbel
eller anden Løsagtighed, forpligter han sig til at have forbrudt sin
Hals"[10].
– Selv saa skarpe Forholdsregler var dog, som vi har
set, ikke i Stand til at udrydde Ondet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
