Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Altergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I Følge Kirkeordinansen skulde denne Overhøring dog ligesom
Skriftemaalet foregaa lønligt, hvad der sikkert for en stor Del
har svækket dens Betydning. Hvis nogen ikke bestod Prøven,
maatte Præsten heller ikke aabenlyst vise ham bort fra Alteret,
men skulde straks under det lønlige Skriftemaal meddele ham,
at han endnu ikke kunde komme til Alters[1]. Idet han da fjærnede
sig, kunde det af omstaaende endnu vel forklares, som om han
blot havde villet være til Skriftemaal, men ikke til Alters, hvilke
to Handlinger ikke nødvendigt var forbundne. Ja, selv om det
skulde gaa saa vidt, at Præsten tilsidst nødsagedes til fra
Prædikestolen at bede den ovenomtalte Bøn om, at Djævelen, der
hindrede vedkommende i at lære sin Børnelærdom, maatte
forlade ham, saa fulgte dog ikke aldeles nødvendigt heraf, at
Menigheden kunde opdage, hvo det var, da det var forbudt at nævne
Navn. Dog er det rimeligt, at man i saa Fald nok har kunnet
gætte sig til den Paagældende, da den lange Udeblivelse fra
Nadveren maatte gøre ham kendelig.
Thi hermed holdt man baade fra Præsts og Menigheds Side
et vaagent Øje. Det, at lade for lang Tid gaa hen i saa Henseende,
uden at have nogen lovlig Undskyldning, var en meget farlig
Sag. Om Studenterne ved Københavns Universitet hedder det
saaledes: "Hvis nogen ikke gaar til Alters i et halvt Aar, skal
han straffes efter Rektors Skøn; og dersom nogen holder sig
borte i et helt Aar, skal Rektor lade ham afstraffe efter
Fortjeneste". Meningen med disse lidt uklare Udtryk bliver forstaaeligere,
naar man hører, at dét, blot at udeblive fra den almindelige
Gudstjeneste, straffedes første Gang med en Bøde af en Mark og anden
Gang med "hemmelig Afstraffelse", hvilket vistnok var enstydigt
med Stokkeprygl[2]. Paa Landet straffedes længere Udeblivelse
fra Nadveren med Bandlysning, som, hvis vedkommende var
en Fæstebonde, kunde føre til, at han blev sat fra sin Gaard.
Aar 1574 blev f. Eks. en af Universitetets Bønder i Haraldsted
jaget fra Gaarden, fordi han i seks Aar ikke havde været til
Alters[3]. Bandlysning
og Anklage i lignende Anledning omtales oftere[4].
Paa samme Tid, som Øvrigheden saaledes ved verdslige
Straffemidler nødte Folk til Alters, tvang den Niels Hemmingsen og den
danske Gejstlighed til at lære, at hvo der nød Nadveren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
