Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Fødemidlernes Virkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jublede de, klappede eller deltog i denne Kamp, hvor Skuespillet
blev til Alvor, og Slotsgaarden farvedes med Blod.
Betragter vi endnu hin Tids Blik paa Livet, og særlig dens
Religiøsitet, saa var denne for en Del bestemt ved alle disse
Betingelser. Følelsesliv og Enkelt-Opfattelse spillede ikke nogen
Rolle. Til daglig ytrede den religiøse Trang sig mest i en tryg
Forvisning om, at alle troede det samme. Rettroenhed blev derfor
Tidens Løsen. Afvigelse herfra straffedes som fræk Formastelse.
Men hvor Livets Modgang gik den enkelte paa Klingen, slog
denne Fornemmelse af fælles Uniform naturligvis ikke til. Her
træffer vi vel stundom Udbrud af voldsom Ustyrlighed, som naar
en Smed i Sjælland Aar 1564, da han i Pestens Tid mistede sin
Hustru, greb en Økse og huggede fire, fem Hug i sit Bord med
de Ord: "Havde jeg nu fat paa Dig, Gud! skulde jeg hævne mig
paa Dig, fordi Du tog min Hustru". Eller som naar en Mand i
Norge ved sit Barns Dødsleje greb en Staalbue og raabte: "Havde
jeg fat paa Gud, skulde jeg skyde denne Pil i hans Hjerte"
[1].
Fortvivlede Ord, der betegnende nok for Tiden straks medførte, at
den, der havde udtalt dem, blev halshugget. Men i Reglen virkede
stærk Modgang ikke paa denne Vis. Langt hyppigere skete det,
at hele den tidligere Tankegang med eet ligesom knak over, og
Verden, der før havde været blot lys og smuk, blev til kun en
"Jammerdal". Den religiøse Stemning savnede Mellemtoner. Som
det fysiske Liv vekslede mellem Overmættelse og det stik
modsatte, struttede den religiøse Stemning snart i Tillid til blot formel
Rettroenhed, for saa helt at synke sammen i slap Forsagelse.
Spørger vi sluttelig, om Tidens Levemaade og dens Følger har
efterladt sig blivende Spor i de nordiske Folks Historie, grebet
afgørende ind i deres Skæbne, saa stiller Svaret sig forskelligt for
de tre forskellige Folk.
Den Stand, paa hvem den overdrevne Levemaade maatte
udøve sine tydeligste Virkninger, var i Følge Sagens Natur Adelen,
der mest formaaede at give sine Lyster slap Tøjle. For Norges
Vedkommende spillede Adelen kun en ringe Rolle, den var i
Tilbagegang, og paa dem af dens Medlemmer, der levede som
Bønder, udøvede Tidens øvrige raa Sæder og de barske Naturforhold
sin hærdende Virkning. Adelen i Sverige var baade blomstrende
og gunstigt nok stillet til fuldt at rives med af Overdaadigheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
