Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 6. Borddækning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vant til at betragte Bægre, Skeer og øvrigt Bordtilbehør som
solide Varer at anbringe Formuer i, og derfor gerne betegnede
Fade og Tallerkener efter Vægten, vis paa, at de i værste Fald
dog altid havde Metallets Værdi, maatte det staa som en
fremmed og højst uhyggelig Mulighed at ombytte sligt med kostbart
Klingklang, der ved et eneste Puf kunde forvandles til værdiløse
Skaar. En saa ubesindig og bundløs Ødselhed vilde man ikke
være med til. Derfor vedblev man ogsaa endnu meget længe i
Norden at holde sig til det gammeldags. Ved Hoffet og hos
enkelte, vidtberejste Adelsmænd kunde man træffe Stykker af
Fajance og senere af Porcellæn, men Folkets solidere Flertal vovede
først Overgangen, da langt senere det hjemlige Lertøj førte an,
og de lave Priser gjorde Faren ringe.
*
Saltkar spillede en betydelig Rolle blandt det 16de
Aarhundredes Bordgenstande. Et saadant anbragtes ud for hver anden
eller tredje Person og var altid af en anselig Størrelse. De
mindre kaldtes for "Saltsirkener" (af Saltser og Endestavelsen
chen)[1], de større bar det betegnende Navn "Saltfad". Grunden
til deres Størrelse var først og fremmest den, at Salt nødes til
Maden i ganske anderledes store Maader end nu til Dags, og det
uagtet at den største Del af Datidens Spiser alt paa Forhaand
var salte. I Følge Reglement fra det følgende Aarhundredes
Begyndelse ansloges enhver til i Løbet af et Aar at ville fortære
over en halv Skæppe Salt[2].
En anden Grund baade til
Saltkarrenes Størrelse og Hyppighed var, at de i Følge Datidens
Begreber burde staa saa nær og være saa rummelige, at enhver
blot ved at udrække Haanden kunde med Fingrene tage, hvad
han ønskede. Deres Størrelse laa indenfor de Grænser, som
Anstandsreglerne selv fastsatte: Tre Fingre i Saltkarret var det
passende, at tage med hele Haanden var usømmeligt.
Som en Følge heraf var Saltkarrenes Antal meget stort,
hyppigt næsten det halve af Tallerkenernes. Frederik den Anden
laante saaledes til sin Kroning 590 Tin-Tallerkener og hertil 210
Saltkar[3]. Axel Rosenkrans besad til 14 Tin-Tallerkener 7
Saltkar[4], Erik den Fjortende Aar 1565 til
146 Sølvtallerkener, 82 Sølvsaltkar[5]
o. s. v. Deres Størrelse faar man et tydelig Begreb
[1] Jeg benytter Lejligheden her til at rette den
Forklaring, som jeg (i Danske Samlinger 2den Række VI. 184
Anm. 4) har givet af Ordet "Sallsercken". Det betyder ikke
"et lille rundt Fad" i Almindelighed, men altid "et Saltkar".
[2] Arent Berntsen: Danmarckis oc
Norgis Fructbar-Herlighed. Kbhvn. 1656. S. 614.
[3] Tegnelser over alle Lande 25 Juli 1559. R. A.
[4] Dokumenter til Klevenfeldts Stamtavler. Rosenkrands.
7 Februar 1564. R. A.
[5] Inventarium over
Erik XIV’s Sølvgeschir af 22 December 1565. S. R. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:01:07 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/5/0188.html
