Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6. Borddækning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra Omegnen. Men da meget af dette forkom og senere maatte
erstattes Ejermændene, befalede Kongen at anskaffe til Slottet
100 Tinfade og 200 Tintallerkener[1]. Enkedronning Sophia
efterlod sig ved sin Død ikke mindre end 41 Dusin Tinfade og 35
Dusin Tintallerkener[2]. Henved 200 Aar endnu holdt Tin sig
som det sædvanlige Bordtilbehør i det mindste hos Mellemklassen.
Først omkring Aar 1800 fortrængtes det helt af Nutidens glaserede Ler,
Fajance og Porcellæn. Under denne Tinsagernes Tilbagegang gik det
ogsaa sprogligt tilbage for Navnene paa dem, der lavede dem:
"Bækkenslagere" og "Kandestøbere". "Bækkenslager" maatte formumme sig
som "Blikkenslager", et helt andet Ord fra andre Forhold. I det 16de
Aarhundrede skulde man have frabedt sig dette Navn. Da betød "Blik"
kun "Blæk", og Blikkenslager altsaa en Klattemikkel. Værre gik det
"Kandestøber". Afskaaren fra al nyttig Virksomhed, maatte en
saadan nøjes med at sidde og luftforme blot hen i Vind og Vejr.
Det var kun en tarvelig Trøst, at det var gaaet en anden, der i sin
Tid troligt havde hamret omkap med paa haardere Stykker, langt
værre endnu. At være "Plattenslager" nu og leve af at slaa
Plader faldt ligefrem ind under det strafbare.
Der var i selve Tidens Forhold i det 16de Aarhundrede kun
liden Sandsynlighed for, at Tinsagerne paany skulde faa en
Medbejler i det en Gang overvundne Trætøj. Naar dette alligevel
delvis skete, skyldtes det et mere tilfældigt Træf. Hvad der havde
gjort Trætøjet ringeagtet, var dels dets Almindelighed — det saas
 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
