Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Forsyning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Krydderier spillede en ganske overordentlig Rolle i Datidens
Madtillavning. Alt i lange Tider havde man vel i Norden sat høj
Pris derpaa, men i Løbet af det 16de Aarhundrede steg Forbruget
til en paafaldende Grad af Overdrivelse. Vi har allerede ovenfor
omtalt Grunden hertil: Søvejen til Ostindien var bleven funden.
Heraf blev Følgen, at Prisen paa Krydderier faldt betydeligt,
samtidigt med at Handelen kom i Hænde paa Opdagerne, fra
hvem den atter lidt efter lidt gled over til de mere driftige
Hollændere. Hansestædernes Tilbagegang og Hollændernes bestandig
tiltagende Fart paa Østersøen fra Begyndelsen af det 16de
Aarhundrede svarer altsaa for Nordens Vedkommende til en stadig
lettere Adgang til de saa højt skattede Krydderier.
Især fra Aarhundredets Midte kan vi næsten Aar for Aar
forfølge Prisernes Dalen. Peber kostede saaledes Aar 1541
omtrent 2 Kr. 25 Øre Pundet, men Aar 1566 kun omtrent 1 Kr. 60
Øre. Ingefær kostede Aar 1541 ca. 4 Kr., Aar 1556 ca. 3 Kr., og
1566 kun 1 1/2 Kr. Pundet. Risengryn kostede i de samme Aar 35
Øre, 25 Øre og 20 Øre Pundet[1]. Priserne paa Rosiner, Mandler,
Svesker og andre Urtekramvarer sank ligeledes stærkt. Henimod
Aarhundredets Slutning betaltes de fleste Krydderier, Sukker dog
undtaget, med Priser, der synes at have staaet i omtrent samme
Forhold til de øvrige Fødevarers som i Nutidens.
Prisbilligheden fremkaldte forøget Forbrug, dette atter nye
Former for Udsalg. Tidligere havde man købt sine Krydderier
enten hos Kræmmerne eller, naar det skulde være af bedste Slags,
hos Apotekeren. Udgiftsposten: "Krudt fra Apotekeren",
betegner blot, hvad Nutiden vilde kalde: Urtekramvarer. Men mod
Aarhundredets Slutning blev Afsætningen saa stor, at der ganske
naturligt udskilte sig af "Kræmmerne" — der ligesom i Nutidens
Smaabyer handlede med alle Slags Varer — en egen Klasse,
som kun forhandlede Husholdningssager. Sprogbrugen vaklede
i Begyndelsen mellem at kalde disse nye Handlende:
Materialister, Krudtkræmmere eller Urtekræmmere[2]. I det følgende
Aarhundrede vandt den sidste Benævnelse afgjort Overhaand.
En egen Maade at forsyne sig paa, som kun Kongen og de aller
rigeste kunde benytte, var at sende et Bud til Stedet selv, til
Antwerpen, til Leipzig eller hvor nu Opkøbet skulde gøres. Naar
Lejlighed gaves, anvendte man denne Fremgangsmaade endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
