Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Udsigt over Fødemidlernes Udviklingshistorie i Norden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ud gennem Lyrehullet, det nødes med Appetit, naar dets Tid
kom, som Spegekød, uden at have været underkastet nogen
Kogning. Naar vi da ser bort fra de fornemste og særligt vel
stillede, der jo altid er Aarhundreder forud for Folkets Flertal, saa
kom man i Middelalderen næppe stort ud over blot at undgaa
Nydelsen af det friske blodige. Kaal og Flæsk, Ærter og Flæsk
holdt sig sikkert som blot Herreretter og Festspiser, Kødsuppe
var saa godt som ukendt, kogt Kød, svømmende i Dyppelse,
forekom kun paa de rigeres Bord, Steg, timevis stegt paa Spid,
var i Følge Sagens Natur en Sjældenhed. Om Folkets Flertal
og selv de bedre stilledes daglige Vilkaar gjaldt sikkert Olaus
Magnus’s Ord fuldt ud: "De nordiske Folk spiser hele Aaret
rundt Kødet blot saltet, enten lufttørret eller røget, men uden at
koge det"[1].
Paa et eneste Punkt sejrede Kirken grundigt, det var med
Hensyn til Nydelsen af Hestekød. Herom var Striden bleven
ført med største Heftighed overalt, hvor Kristendommen trængte
frem i Norden. Og med god Grund, thi den berusende Nydelse
af Hestekød var inderligt forbunden med de store Offergilder.
Idet man da forbød Spisen, rykkede man i Virkeligheden en
gammel, religiøs Skik op med Rode. Modstanden havde været
heftig, ikke mindst paa Island, hvor Spørgsmaalet om
Kristendommens Indførelse eller ikke væsentligt havde drejet sig om
dette ene Punkt. Overalt sejrede den nye Lære. Saa grundig var
Sejren, at det lykkedes helt at forvende Folkets gamle Dom om
dette Dyr. Hesten, det ypperste Husdyr, Nordboens trofaste,
kloge Ven, tapper og dog en godmodig Slider som han selv, blev
nu med eet ved sin Død til en uren, en forbandet Skabning, som
ingen kunde røre ved uden at miste sin Ære. Helt ned til
Slutningen af det 18de Aarhundrede holdt denne Tro sig uanfægtet.
Kun Rakkeren maatte flaa en død Hest, og styrtede den paa
Vejen, lod man den uden videre ligge, af Frygt for ved dens
Berøring at blive "uærlig". Aar 1794 blev der i Dapmark endelig
udstedt en kongelig Forordning, hvori det under betydelig Bøde
paalagdes hver Bonde selv at lade flaa og nedgrave sin døde
Hest. Vægrede hans Tyende sig ved at være behjælpelig, var
Straffen første Gang Vand og Brød, anden Gang
Forbedringshusarbejde. Hvo der spottede Husbond eller Tjener herfor, skulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
