- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / III Bog. Boliger: Herregaarde og Slotte /
177

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brevkamret

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

godt han kunde, gøre Udvalg af, hvad han kunde bruge. Sligt var
imidlertid lettere sagt end gjort. Thi hver af de forsvarlige
Egekister var pansret med Jærnbeslag. Da mange Aar efter
Brevkamret forfaldt, og hvo, der vilde, havde sin Gang der,
fristede dette Jærns Værdi til at ødelægge de gamle Kister; det
var tykt som Stangjærn og skal være blevet anvendt til
Hestebeslag.[1]
I Udlandet synes "Arke", der var en
fælles evropæisk Benævnelse for Kister af Mellemstørrelse, at
have været den almindelige Besætning i Brevkamre. Heraf opstod
Navnet "Arkiv", der senere ogsaa trængte ind i Norden og
afløste den gamle Benævnelse "Brevkammer". Omtrent paa samme
Tid afløste det fremmede Ord "Bibliotek" den gamle nordiske
Betegnelse "Bogstue". Begge nye Navne lød dog let forstaaelige
for nordiske Øren: Arkïv var Kamret, hvor Arkene med Brevskaberne
gemtes; og Biblen var den Bog, alle kendte.

Ildsvaade og Tyve var imidlertid langt fra de eneste, der skulde
holdes borte fra Brevkamret. Stundom kunde det hænde, at al
Adgang dertil af Enkeltmand, var det saa Gaardens Ejer selv,
maatte forbydes. Datidens indviklede Ejendomsforhold, hvor
Sameje af Gaard som af Gods var saa almindeligt, kunde let
medføre Tilfælde, i hvilke kun flere ad Gangen, samtlige
vedkommende, maatte betræde Helligdommen. I saa Fald maatte
man enten forsyne Døren med flere Hængelaase og fordele
Nøglerne til alle de Paagældende, eller ogsaa forsegle
Brevkister, Dør og Nøgle, saa at Beviset kunde føres for,
at ingen paa egen Haand havde været derinde. Man sættes
levende ind i disse Forhold ved f. Eks. at læse en Erklæring
fra fire Adelsmænd om, at de Aar 1563 efter Anmodning havde
været til Stede i Brevkamret paa Søholm, medens Hr. Anders
Billes Børn gik ind og udtog nogle Brevskaber af en gammel Ark.
De bevidner, at alt havde været i Orden, Seglene hele og holdne
saa vel paa Arken som paa Nøglen til Taarnkamret.[2]

Under saadanne Omstændigheder er det let forstaaeligt, at
Brevkamret for den almindelige Bevidsthed maatte komme til at
staa i et eget, hemmelighedsfuldt Skær. Indenfor dets Tærskel
gemtes jo det meget, hvorpaa Familjens hele Velfærd beroede;
ingen uindviet Fod maatte betræde det. Ringede Klokken under
Hvælvingen derinde, varslede det, at Døren aabnedes til


[1] Danske Samlinger 2den Række V 69-70.
[2]
Dokumenter til Klevenfelds Stamtavler. (Bilde 15 Februar 1563). R. A.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:00:36 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/3/0179.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free