Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brevkamret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Sikkerhed, at lade deres Ejers Navn optegne i andet Steds
beroende Protokoller. Alle Gældsbeviser var private. Brændte de,
kunde Skyldnerne roligt paastaa, at Gælden var betalt. Alt ens
Tilgodehavende kunde saaledes gaa tabt. Men, hvad værre var,
Gaarden fulgte meget let efter. Hvad Bevis var der nemlig for,
at man virkelig ejede den? Skøde og Arveskiftebrev var jo nu
borte og Døren aabnet for enhver, der vilde gøre nye Retskrav
gældende.
Det er i denne Belysning, at Tidens Tilbøjelighed til Retstrætter
maa ses for fuldt at forstaas. Den var en Affødning paa een Gang
af den herskende Usikkerhed, der fristede til Misbrug, og saa af
den just derved vakte Trang til ret aabenbart og urykkeligt at
faa slaaet fast, hvo der var rette Ejer. Vor Tid klarer Skæret
ved at kræve alle Beviser for Ejendoms-Overdragelser og deslige
tinglæste, det er: offentlig kundgjorte og indførte i Øvrighedens
Bøger. Men denne Fremgangsmaade var den Gang endnu kun i sin
Barndom. Vel var Tingbøger paabudte, men Øvrighed som Befolkning
havde ondt ved at vænne sig til denne nye Skik. Om Lagting-Bøgerne i
Norge 1587 hører vi, at de var i høj Grad forsømmeligt holdte.[1]
Og Regeringens Anstrengelser i Danmark synes at have været ligesaa
frugtesløse. Aar 1553 befaledes det at lade alle Afhændelser i Byer
foregaa paa Tinge og optegnes i Stadsbogen; i modsat Fald skulde
Afhændelsen betragtes som magtesløs.[2] Aar 1580 var man
dog ikke videre, end at Regeringen selv maatte tilstaa, at Befalingen
ikke overholdtes, ja at der "tidt og ofte" fulgtes den indbringende Fremgangsmaade, at sælge eller bortpante det samme Gods til to, tre
forskellige.[3]
Under disse Omstændigheder vil det forstaas, at en Herremand kunde
komme i en fortvivlet Stilling, naar Brevkamret brændte. Maaske
mistede han derved sit eneste Adkomstbevis til Gaarden. Maaske
kunde det ved samme Lejlighed komme op, at han overhovedet slet
ingen lovlig Adkomst havde haft, for saa vidt Skødet aldrig havde
været tinglæst. Der var da intet andet for end, naar Ulykken var
sket og alt var brændt, straks at ty til Kongen for at søge
Beskyttelse. Ved formaaende Venners Hjælp og under det friske
Indtryk af den overgaaede Ulykke kunde man saa maaske faa udvirket
et kongeligt Beskærmelses-Brev. Det var et Ejendomsbevis af ganske
ejendommelig Art. I denne kongelige Erklæring meldtes det nemlig,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
