Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hue foroven, der værnede om Værdigheden. Det kunde maaske gaa at
fjærne Huetøjet. Men skulde ogsaa hele Bagstykket falde, saa var
dette saa ryggesløs en Behandling, at man uvilkaarligt vægrede
sig derved. Af lutter Agtelse antog man da ikke Korstolene til
det nye Embede. Derimod gav man dem Afslaget i den mest
hensynsfulde og hædrende Form. De blev med alt Tilbehør af højt
Rygstykke, Himmel, Skammel o. s. v. Forbilledet for den rette
Tronstol. Fast og sikker, nu, da alt andet slog sig løs, opgav
denne den fordægtige "Kryds"- eller "Foldestol" og vendte
tilbage til den solide Grundtanke: en Stol er et Hus med Tag,
Vægge og Gulv. Foruden Æren fik dog ogsaa de ærværdige Korstole
en lille Fornøjelse: de blev Forbilledet for de nymodens
Bærestole og opnaaede herved for første Gang Ferie, Lov til
løsnede fra Væggen frit at færdes paa Gaderne og se paa Livet.
Forbillederne, baade de fyrstelige og de kirkelige, for det nye
Møbel "en Stol" var kasserede. Der syntes da ikke andet for end
at begynde forfra paa bar Bund. Hvad var det, man ønskede? En
flyttelig Siddeplads. Men en saadan kunde det da ikke være saa
svært at finde paa. Den havde man jo i umindelige Tider lavet
sig saa let som noget. Naar ved Højtid det kneb med Plads om
Bordet, og Husrum ikke fuldt kunde spænde med Hjerterum, hvordan
havde man saa ikke saa mangen Gang baaret sig ad! Under Latter
havde de unge slæbt et Favnestykke ind og en af dem sat sig
derpaa. Selv om man lønligt i Spøg sparkede dertil, sad han
maaske fuldt saa fast paa sin Fodstol ("Piedestal") som en hel
Række paa en Løsbænk, hvis blot en af dem vrikkede, eller man
bagfra puffede til. Eller ogsaa havde man ikke saa meget som
gaaet ud i Gaard eller Vedskjul efter et Favnestykke. Man havde
simpelthen taget den trebenede Skammel, den oversete Tingest,
som til daglig mest var Børnenes Legetøj og kun i Ny og Næ blev
tagen til Naade af en voksen, naar det gjaldt om en Lysplads
ved Praasen. Den havde man saa sat i et Hul mellem Forbænkene
for en af de sidst ankomne. Derfor behøvede denne ikke at føle
sig tilovers ved Bordet. Havde han unge Øjne og var let paa
Haanden, kunde han ogsaa herfra spidde det bedste Stykke i hele
Sulefadet, mens gamle Gubben lige overfor maaske kun fangede en
Gaasegump eller en Skind-Kraas.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
