Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Byers Naturforhold
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der spærrede for Afløbet og tvang det til at forsumpe eller lod
det i bedste Fald Vej aaben ud til Stadsgraven, Byens endnu ikke
helt opgivne Vandforsyner. Stadens Strandside endelig, der var
den naturlige Losseplads for det Skarn, man virkelig forsøgte at
fjærne, tillod ikke slig Benyttelse af Fare for Havnens
Opfyldning. Naar man engang imellem nødtes til at mudre lidt op
for at værne om Havnens Dybde, talte hvad der kom op kun altfor
tydeligt baade for Øje og Næse om, hvad Landgrunden gemte paa
(Fig. 101).
Saa var Forholdene i Bergen langt gunstigere. I mange af Gaderne
var der Fald ned imod Fjorden; den hyppige Regn fortyndede i det
mindste Gadesumpenes Indhold; og hvor en nydannet Strøm fra
Fløjfjældet satte ned igennem Smugerne, var den vel i Stand til
at bringe Skarnet i Drift. Hertil kom, at man paa Grund af
Forholdene ikke nærede saa megen Frygt for at kaste Gadesnavset
i Havet; det skylledes enten bort i Flodtiden eller hjalp med
til den Landdannelse, som gradvis foregik i Vaagens inderste Del
(Fig. 102).
Stockholm var dog den fra Naturens Haand bedst udstyrede større
By i Norden. Klippegrunden tillod ingen Urenlighed at gennemsive Underlaget.
"Gränderne" skraanede næsten alle ned imod Søen. Den
snævre Plads paa Stadsholmen forbød af sig selv et større
Kvæghold i Byen og henviste tillige Massen af Begravelser til
Norrmalm og Sødermalm.[1] Men hvad der mest af alt
udmærkede Stockholm og gav den sin enestaaende Plads blandt
Nordens Byer, var dens fortrinlige Beliggenhed ved Vandet (Fig.
103): Paa Ridderholmssiden Mälarens friske Bølger, en uudtømmelig
Vandbeholder, med Indsøens Dybde og Elvens sprudlende Latter ad
ethvert Forsøg paa Besmittelse; mod Øst det salte Hav, og midt
imellem Norrstrøms og Søderstrøms Skumhvirvler, der,
forfriskende Luften, toende Staden, malede alt det Smuds bort,
der truede med at bundfælde. En saadan Beliggenhed havde mere
at sige end mange Magistratsanordninger.
Naturen maatte udføre Ordenspolitiets Forretninger; men hvor
uundværlig den end kunde være, en fuldt paalidelig Hjælper var
den ikke. Den forfølger nu engang andre Øjemed end blot at
sørge for Menneskenes Velfærd. De samme Love, der fremkaldte
Skyernes Regnbad, lod ved Sommertid Dunsterne stige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
