Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Stuens Indre: Gulv, Bænke, Senge, Kleve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ungdom: Kalve, Lam, Kid og Grise.[1] De voksne maatte
ved egen Kraft forsvare deres Pladser imod denne lavere Befolkning;
den spæde indtog ved Kunst en oversvævende Stilling betrygget mod
hvert Angreb, selv en Ged paa Bagbenene kunde kun sætte Vuggen i
en blid Gyngning (Fig. 56 og 57).
Men én Klasse var værgeløs, det var de Rejsende, der maatte søge
Natteleje paa Gulvet. Med Rette betragtede Dyrene Gulvet som deres,
– Stuens Midtpunkt var især yndet, hvor Tagdryppet fra Lyren
stundom skabte en lille Pøl, Grisene forbeholdt – enhver, der tog
Plads iblandt dem, ansaa de for en Kammerat og behandlede ham
derefter. Med glødende Farver skildrer en Rejsende i det 16de
Aarhundrede Nattens Rædsler under slige Forhold Stedets
ejendommelige Dunstkres, denne Smag, som man ikke blev af med selv
i det frie, mere mættende end et Maaltid, den egne Fornemmelse ved
at oversnuses og slikkes i Ansigtet af Svinene.[2]
Samler vi alt dette, vil Hovedindtrykket af Forholdene i hin Tids
Bønderstuer kun blive lidet tiltalende. Næppe vilde nogen i Nutiden
bytte. Og dog besad de, trods alle deres Mangler, ejendommelige
Skønheder, der maatte præge sig uudsletteligt hos den, der havde
levet i dem fra Barnsben. Hvilken vidunderlig Varme og Dybde ejede
ikke dette Lys, som det strømmede ind gennem Lyren, hemmelighedsfuldt
og dog saa forklaret, solfyldt og inderligt. Her trængtes ikke
til Ur, Stuen var det selv, den husvante Beboer aflæste Dagens
Tider af Solstraalernes Fald nu paa Bjælken, nu paa Ovnen, nu paa
Højsædestolperne.[3]
Hvad kunde lignes med at ligge paa
Ryggen paa en af disse Bænke og døsende lade Blikket følge Skyernes
Drift forbi den aabnede Lyre, eller ved Kvæld at strække sig
gennembagt og veltilpas, medens Kvinderne syslede med Ilden. Og hvor
kunde ikke disse Stuer tage sig ud ved Højtider: ved Pinse majede
med grønne Grene fra Bænk til Lyre, saa det hele blev en Løvsal,
og ved Juletid overmalede paa de sodede Bjælker med Streger og
Figurer af opløst Kridt.[4] Man glemte aldrig det Indtryk
af Glæde og Hygge, saa vel stemmende med Festens Væsen, som man
modtog, naar man en Julekvæld fra Snefoget udenfor traadte ind i
denne varme, ildbelyste Stue, uanselig ganske vist, men rig paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
