Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 23. De Dødes Opholdssted. "Nobiskro". Besvarelsens Utilstrækkelighed. Hvad er Døden?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kampen mod dem ved deres Genkomst. De havde faaet Djævelen
til Hjælp og veg knap for en Besværgelse. Alle deres gamle
Kundskaber havde de bevaret og benyttede hver Fejl, der blev
begaaet, skræmtes ej af Præst.
Følgen blev en natlig Udvandring (Fig. 74) og Befolkning af
de levendes Boliger i den uhyggeligste Grad. Det hjalp ikke mere,
hvor mange Forsigtighedsregler man saa tog ved Begravelse, med
Hørfrø i Kisten og omkring Huset. Salmebog og Kors paa Brystet,
Søm i Foden, alle Vejled vendte. Den døde fandt alligevel tilbage
igen. Lænkehunden kendte ham og tudede. Og han kom ikke som
tidligere for at yppe Kiv om Ejendomsret med den nye Ejer, for
blot maaske at luske sig en Hest eller Ko til eller tage Tappen
af Tønden, lutter Sager, hvor der kunde være Tale om billigt
Forlig. Nej, han kom alene for at gøre Ondt, pine, friste, lede i
Fordærv, i Ledtog med Djævelen.
Hvor stor denne uhyggelige Udvandring var, lader sig statistisk
godtgøre. Ingen foregaaende Tidsalder havde bygget saa mange nye,
store og lyse Boliger som netop denne, baade Huse i By og
Herregaarde. Men i et Nu var de befængte med Genfærd. Død- og
Djævel-Svamp i dem alle. I Købstæderne kunde man nogenlunde klare
sig. Her var Bod, Kælder og Loft ofte fuldtpakkede, saa at der
ikke blev Rum for saa meget som et Spøgelse. Naar man laa mange
i een Stue, deltes i hvert Fald Angsten efter Sengenes Antal, saa
der blev kun lidt til selvtredje i Slagbænk. Men i de nye
Herregaarde med de mange ubeboede Rum, Gæstekamre, Trapper og
Vægtergange, var der næsten uudholdeligt. Her var Blodpletter paa
nye Gulve, ud af Rammerne traadte de afdøde fra de nymodens
Portræter, steg stønnende op ad Trappen til Ens Dør, pustede
Faklen ud i Riddersalen, løb som en sort Hund mellem Benene paa
En henad den mørke Gang. Og hvad vilde de i bedste Fald? Jamre,
klage, trække med til Helvede. Det var forfærdeligt.
Den nordiske Folkekarakter fornægtede sig dog heller ikke her.
Uden Hjælp hos sine aandelige Førere, Præsterne – de troede jo
selv paa Genfærd og Djævle og søgte, om end ofte forgæves, at
mane dem – skaffede Folket sig paa egen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
