Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 20. Gravens Sted. Kirke eller Kirkegaard. Ligsten. Uindviet Jord. "Høj og heden Jord." Selvmorderens Plads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Endnu 1632 var man i Aarhus ikke videre end, at det forbødes blot
at rejse en Tue over Graven paa Domkirkens Kirkegaard[1].
Forgæves søgte enkelte Forfattere, i det mindste for deres Bys
Vedkommende, at pynte paa Tilstanden. En begejstret Beskriver af
Ribe siger, at man dèr i Byen virkelig tidt lagde Blomster paa
Gravene. Ligeledes tilføjer han, at naar man paa Kirkegaarden
opslog Stilladser til Skolekomedier, saa var dette ikke i Strid
med Stedets Aand, thi det var "hellige Skuespil"[2].
Det tydeligste og mest umiddelbare Indtryk af, hvad Anseelse
Kirkegaardene nød, faar man af simple Ord som disse i en Præsts
Dagbog fra Nakskov: "Den 25. Oktober 1620 begravet Henrik Stolheutz
Barn, hvilket endog det blev begravet paa Kirkegaarden, dog
forærede de mig en halv Alen Klæde, saa godt som tre Daler"[3].
Først langt senere, i det 18de Aarhundredes Slutning, begyndte
en ny Synsmaade at brede sig og heraf en ny Tilstand at fremgaa.
Graven blev nu for den almindelige Bevidsthed blot som Grav til
et Hvilens, et Fredens stille Hjem. "O venlige Grav, i din Hytte
boer Fred, – din tavse Beboer af Sorgen ej veed." I Samklang hermed
vendte den Sans for Stueblomster og Smaahaver, som særligt
Købstadbeboerne længe havde næret, sig nu tillidsfuldt mod
Kirkegaardene. Almuens hidtidige Søndagsfornøjelse, at "gaa paa
Kærregaarden", der havde bestaaet i at tilbringe Tiden med
forskellig Slags Morskab i det frie paa de spredte Kirkegaardstomter
i Byerne, antog nu den smukke Form at sørge for Gravene, ogsaa paa
de udenfor Byerne oprettede Kirkegaarde. Som en Slags "Kolonihaver"
vinkede nu disse Mængden ud til sig. Ingen var længer saa fattig,
at han jo havde sin lille Plet Jord derude, hvortil et eller andet
knyttede ham; selv den ringeste kunde faa sin Part af Glæden ved at
pleje med kærlig Haand. Den smukt holdte Kirkegaard blev en
Naturforsoning med Døden. Som bekendt er disse Forhold, om end ud
fra ogsaa andre Synsmaader, fremdeles i Vækst Norden over.
Kirkegaardenes Ydre nærmer sig efter tre Hundrede Aars Forløb atter
den Tilstand, som blev afbrudt ved Reformationens Indførelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
